Overværet af et massivt presseopbud rømmede nazisterne tirsdag det tidligere nazihus i Niels Lykkesgade i Nørresundby, oplyser den vagthavende hos Aalborg Politi. Tirsdag morgen kl. lidt over ni kunne naboer til huset, politiet og et massivt opbud af pressefolk ved selvsyn konstatere, at den sidste nazist forlod det omstridte hus. Fra morgenstunden ankom en flyttebil til huset, og samtidig gik nazisterne i gang med at afmontere de plader, der har dækket vinduerne. Plankeværket omkring huset blev fældet med en motorsav, og nazisterne begyndte at bære møbler og inventar ud til den ventende flyttevogn. »Det var fantastisk at vågne op og se flyttebilen foran huset. Vi jubler«, sagde en talsmand for beboerne, Julle Larsen, til DR Nordjylland, mens udflytningen stod på. Huset har dannet rammen om en bitter strid mellem medlemmerne af Den Danske Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), der har boet i huset, og beboerne i området. Striden om nazihuset opstod, da et testamente efter den gamle nazist Gunner Gram pludselig - og til stor jubel for de nordjyske antinazister - blev bestridt af en hidtil ukendt halvsøster i USA. Landsretten har nu givet den 82-årig Edith Craig ret i, at testamentet er ugyldigt, fordi det ene af testamentevidnerne, Esben Kristensen, i en længere årrække har været et fremtrædende medlem af DNSB. I den forbindelse underkendte Vestre Landsret i Viborg tirsdag gyldigheden af det testamente, der tildelte nazisterne huset på adressen Niels Lykkesgade 38. Her har naboer og sympatisører fra hele landet samlet i 'Skansen mod Nazismen' hver eneste aften i 804 dage sunget i et forsøg på at jage nazisterne væk. Rømningen sker ifølge formanden for Den Danske Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), Jonni Hansen, ikke på grund af »aftensangerne og deres smædesange«, men som følge af landsrettens afgørelse. Jonni Hansen har dog ikke meget tilovers for domstolen, og beskriver dens afgørelse som en politisk dom, og kalder den i øvrigt for et milliontyveri. »Der er ingen, der på noget tidspunkt har betvivlet, at testamentet har været ægte, og at Gunnar Gram ønskede at testamentere sit hus til os. Men nogle småfejl i testamentet har været brugt i sagen ene og alene, fordi den handler om os«, sagde Jonni Hansen, efter at dommen blev afsagt i sidste uge. Antinazisternes amerikanske redningskvinde, Edith Craig, ventes at besøge Danmark - og Nørresundby - den 21. juni, hvor beboerne planlægger at holde en fest til ære for hende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























