Ingen organisation bag overfald

Thomas Derry Nakaba. Foto: Jens Dresling
Thomas Derry Nakaba. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Tilfældigheder og et personligt fjendskab er efter politiets opfattelse baggrunden for det overfald, som i lørdags nær havde kostet den 30-årige nazist Thomas Derry Nakaba livet. Efterforskningen tyder ikke på, at der står en organisation bag overfaldet. Politiet har på grundlag af nogle af de talrige vidneforklaringer samt tekniske undersøgelser anholdt og sigtet en 25-årig mand fra det autonome miljø for drabsforsøg på nazisten. Men da han i går blev fremstillet i dommervagten, vurderede dommeren, at politiets materiale ikke rakte til en egentlig varetægtsfængsling. Den 25-årige fik kun anholdelsen opretholdt i tre døgn. Fem om overfaldet Der var fem unge mænd om overfaldet. Men politiet mener, at de i hast blev trommet sammen, da Thomas Nakaba blev observeret i kvarteret ved Matthæusgade på Vesterbro i København. »Der må åbenbart være et personligt fjendskab mellem en eller flere af overfaldsmændene og Thomas Nakaba. Det må bunde i tiden, før han i 1997 fik dommen for at have sendt nogle brevbomber. Dengang var han en meget aktiv nazist på Vesterbro. Han er formentlig stødt ind i nogle modparter fra dengang. Det tilfældige møde gav dem så chancen for at »sige tak for sidst«, siger drabsafdelingens chef, kriminalinspektør Kurt Jensen. Han tror ikke, der står en egentlig organisation bag overfaldet, eller der har udviklet sig grupper, som planlægger at overfalde eller dræbe nazister. »Der er efter min opfattelse ikke tale om en organisation, sådan som det ligger her. Hvis alle fem gerningsmænd er autonome, er de netop ikke organiserede. Det forbavsende er, at man går så vidt. Det er første gang, at der i denne forbindelse bliver stukket med kniv. De kredse plejer kun at slå på eller kaste med sten«, siger drabschefen. Vidner har hørt overfaldsmændene råbe »nazisvin, du skal dø«. Men Kurt Jensen understreger, at det bliver op til domstolene at fastslå, om gerningsmændene har haft en klar hensigt om at dræbe. »Var det fra starten meningen, at man ville snitte i ham, eller var det planen, at han blot skulle have en gang bøllebank,«, spørger drabschefen med henblik på den fortsatte efterforskning. Den 25-årige har siden 1993 været i politiets søgelys flere gange ved sammenstød mellem autonome og nazister. Han er før blevet anholdt i forbindelse med, at politiet har fundet slagvåben og molotovcocktails hos autonome demonstranter. Hans klare blå øjne så oprigtigt skræmte ud, da han i går middags blev ført ind i dommervagten. Allerede som 16-årig gjorde han op med barndomshjemmet og flyttede på Christiania. Venner af familien kender ham som en ung mand, der lytter mere til hjertet end til forstanden og lader sig styre af følelserne. I dag arbejder han med handicappede. Akademikerhjem Han er vokset op i et akademikerhjem. Faderen er tysk. Familien flyttede hertil i begyndelsen af 1980erne. I en lang årrække har faderen været ansat ved en idrætsskole i Danmark. Han har i mange år været medlem af SF, hvor han er blevet et kendt navn. Men i fødelandet Tyskland hører han til i det modsatte hjørne. Over for Politiken bekræfter han, at han står på listen over højre-ekstremister hos forfatningsbeskyttelsen - der ligesom Politiets Efterretningstjeneste i Danmark har til opgave at overvåge samfunds omstyrtende grupper. I Tyskland udgiver han bøger på et stærkt højre-ekstremistisk forlag. Bøgerne handler om det filosofiske grundlag, der kan bane vejen for en genoplivning af tidligere tiders tankegods blandt andet om folkenes tilhørsforhold til deres land - i politiske paroler bliver det til »Tyskland for tyskere og Tyrkiet for tyrkere«. Faderen afviser, at de politiske modsætninger har fået det til at slå revner mellem ham og sønnen: »Jeg har aldrig haft problemer med ham. Jeg har sagt til ham, at jeg godt forstår, at han reagerer mod de nazistiske miljøer. Vi har haft de diskussioner i årevis», siger faderen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her