Politiken torsdag: Venstre og de konservative vil i dag præsentere et færdigt forslag til en etårig barselsorlov, så den nuværende barselsorlov bliver forlænget med et halvt år - på samme økonomiske vilkår som i dag. Samtidig er de to partier i deres fælles koordinationsudvalg blevet enige om at skrive forslaget ind i et eventuelt regeringsgrundlag. Valgløfte Dermed lover de to store borgerlige partier deres vælgere, at vinder de det kommende folketingsvalg, så bliver en etårig barselsorlov en realitet, hvis det vel at mærke kan samle flertal blandt partierne på Christiansborg, hvilket meget tyder på. Hvis ikke valget bliver udskrevet i løbet af foråret, vil partierne fremsætte lovforslaget i Folketinget inden for en overskuelig fremtid. Udspillet kommer to måneder efter, at Venstres formand Anders Fogh Rasmussen på kvindernes internationale kampdag talte varmt for en forlængelse af orloven. Siden har Venstre to gange stemt nej til et lignende forslag i Folketinget. Men i dag bliver forslaget præsenteret i de to partiers folketingsgrupper, hvor det skal endeligt godkendes. Socialdemokratiets gruppeformand, Jan Petersen, tager afstand fra forslaget: »Det er det største bluffnummer i nyere tid. Hvis de stiller danske familier i udsigt, at de kan gennemføre det her, så skylder de en forklaring på deres økonomiske seriøsitet. Det er rent lefleri, men jeg tror den er for tyk til, at danske børnefamilier hopper på den and«. Derimod lyder der rosende ord fra Kristeligt Folkeparti. »Det ligner vores eget. Dog bryder jeg mig ikke om, at de vil skære forældreorloven væk«, siger Jann Sjursen. SF positiv Også SFs Villy Søvndal er positiv, bortset fra forældreorloven. »Vi har arbejdet for en forlængelse i årevis, så skulle fanden da stå i det, hvis vi ikke synes det her er godt. Lad os nu se, om vennerne i industrien bakker det op«, siger han. Formand for Dansk Handel & Service Poul Erik Pedersen, bestyrelsesmedlem i DA, er skeptisk: »Umiddelbart forekommer det mig, at flere vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























