Politistationerne i Store Kongensgade og i Valby bliver reduceret til nærpolitistationer, mens de københavnske betjente fremover skal samles på de resterende tre københavnske politistationer. Sådan er planerne, meddelte politidirektør Hanne Bech Hansen torsdag sit personale i en skrivelse. Københavns Politi har gennem længere tid arbejdet sammen med personaleorganisationerne om at finde ud af, hvordan fremtiden skal se ud for betjentene i hovedstaden. Og foreløbig arbejder man hen mod en løsning, hvor man samler styrkerne på de tre stationer, lød meddelelsen. Selv om den ikke just løftede humøret på de to stationer, der skal omdannes til nærpolitistationer, så er der ikke de store muligheder for at ændre beslutningen, vurderer fagforbundet. Formanden for Københavns Politiforening, Henrik Blandebjerg, erkender, at løsningen ikke er særlig sjov for betjentene fra de to stationer, der nu nedlægges som beredskabsstationer. »Strukturen er nogenlunde på plads. Vi står ved aftalerne med ledelsen, men vi har også forhandlet med ryggen mod muren«, siger han. Han tror dog, at ændringerne vil frigive ressourcer i politistyrken. Et af målene med centraliseringen er at få skåret kraftigt ned i antallet af overarbejdsdage, som politifolkene i København har til gode. I øjeblikket har politipersonalet ifølge de seneste overtidsregnskaber 36.693 fridage til gode. Inden strukturændringerne kan gennemføres, skal de praktiske problemer løses: der skal blandt andet skaffes plads til det ekstra personale på de tre stationer, der opretholdes. Derfor ventes ændringerne tidligst at kunne træde i kraft med udgangen af 2001. Dermed vil station 1 på Halmtorvet, Station 3 på Bellahøj og Station 4 på Hørhusvej på Amager bestå, mens Station 2 i Store Kongensgade og Station 5 på Toftegårds Plads i Valby efter alt at dømme udelukkende overleve som nærpolitistationer med begrænset personale.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Jes Stein Pedersen



























