Politiken fredag: Holger K. Nielsen har netop fejret sit 10 års jubilæum som formand for SF. Det er sket uden, at han én eneste gang har været på Amalienborg for at blive præsenteret som minister. Sådan vil det ikke være om ti år.
»Så har vi siddet i regering. Rundt om i Europa ser vi en stigende tendens til, at andre venstrefløjspartier på 10 procent af stemmetallene kommer i regering. Svenske, franske og tyske søsterpartier har været i regering«, siger Holger K. Nielsen forud for sit partis landsmøde i Fredericia i denne weekend.
Udsigterne til Amalienborg er med de aktuelle meningsmålinger dystre, og derfor vil SF forsøge i en kommende valgkamp at neddæmpe sit forhold til Socialdemokratiet.
Ved folketingsvalget i 1998 lød parolen: 'Stem Holger for at få en bedre Nyrup'. Sådan vil det ikke lyde denne gang, i stedet vil Socialdemokraternes tilstedeværelse blive mødt med tavshed. Blandt andet fordi Nyrup er blevet et dårligere kort. Således sagde SFs næstformand Thorstein Theilgaard i november sidste år til Politiken: »Det er min vurdering, at det vil være nemmere at fastholde flertallet på den rigtige side uden Nyrup som statsminister«. Kan selv
Videre sagde Thorstein Theilgaard: »Den erkendelse gør, at SF er tvunget til at spille en mere markant rolle over for Venstre, fordi Socialdemokratiet med Nyrup i spidsen er for svækket til at løfte den opgave.«
Formand Holger K. Nielsensiger i dag, knap et halvt år efter mere indirekte:
»Det bør ikke være vores rolle at være et halehæng til Socialdemokratiet. Når man er fyldt 42 år, så er man voksen«.
Dermed er strategien, at de skuffede S-vælgere fra de seneste valg, som i dag svarer 'ved ikke' i meningsmålingerne, skal lokkes tilbage til blokken via SF, hvis det overhovedet skal lykkes. Dermed lader SF sig ikke friste af, at Socialdemokratiet er svage, og at SF som et af de nærmeste partier ville kunne være i stand til at stjæle medlemmer for egen vindings skyld ved at ryste yderligere til det socialdemokratiske æbletræ.
»Vi vil ikke forholde os til de øvrige partier i vores blok. Kun os selv og den modsatte«, siger Holger K. Nielsen.
I skøn forening med resten af blokken vil SF forsøge at tydeliggøre billedet af, at med Venstre og de konservative ved rorpinden i dansk politik vil det betyde dramatiske velfærdsforringelser.
Den opgave bliver i SF betragtet som en hovedopgave, efter at specielt Venstre har forsøgt at mudre det traditionelle billede af dansk politik til. Senest sammen med de konservative med udspillet om en etårig barselorlov. De borgerlige partier siger ja sammen med SF, mens socialdemokraterne siger nej til et stort velfærdsgode. Venstre langt fremme
Sådan har Venstre på en lang række bløde områder møvret sig ind på centrum-venstre-alliancens hjemmebane gennem foråret med en hård kritik af socialdemokraternes indsats for de svageste. Den kritik bakker SF delvis op.
»Vi har ikke i årtier haft en bedre økonomisk udvikling. Alligevel ser vi mange hjemløse, og det kan vi ikke være bekendt. Man kan se en udvikling, hvor der ikke er gjort nok«, siger Holger K. Nielsen.
SF vil derfor på banen med rene velfærdsudspil. Det gælder kendte områder som hjælp til u-landene. Mere tid til det arbejdende folk, så alle på arbejdsmarkedet får mulighed for at lave en tidsbank. Arbejder man meget som ung, ryger timerne ind på en konto, som man kan trække på, når man får børn. Tilbud til ældre
Videre vil det lyde fra SF, at de ældre ikke skal ses som en byrde, men have mulighed for at hjælpe til i skoler og børnehaver på trods af, at de er på efterløn.
SF vil helt se bort fra skatten, og ifølge SF formanden hører protesterne over skatteniveauet slet ikke hjemme på den politiske dagsorden.
Er der ikke grænser for, hvor meget skatten kan stige? »Det er ikke et interessant spørgsmål. Det afgørende er, om folk kan klare sig økonomisk, og jeg mærker ingen ønsker om skattelettelser blandt folk. De ønsker i stedet bedre pleje til de ældre og andre velfærdsforbedringer«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























