Politiken fredag: Venstres kovending over for kriminelle asylansøgere bliver mødt med tøven af flere af partiets borgmestre, der selv har asylcentre inden for kommunegrænsen. »Vi har haft nogle problemer med kriminelle asylansøgere i kommunen, og dem ville vi gerne have undværet. Derfor skal man sikre, at kriminelle asylansøgere ikke kommer ud i asylcentrene - og hvis de alligevel gør, at de så hurtigt kan sendes væk igen«, siger borgmester i Farsø, H.O.A. Kjeldsen (V). »Hvordan en sådan ordning skal klares, må landspolitikerne finde ud af, men Karen Jespersens lovforslag var en måde at gøre det på«, siger han. Højst overraskende meldte Venstres udlændingeordfører, Birthe Rønn Hornbech, i denne uge ud, at Venstre alligevel ikke vil stemme for indenrigsminister Karen Jespersens (S) lovforslag om, at kriminelle asylansøgere skal kunne fængsles for selv små forseelser. Venstre-borgmester i Græsted-Gilleleje Jannich Petersen retter direkte skytset mod sit eget parti. »Selv om vi ikke har haft problemer med asylcentret i vores kommune, mener jeg principielt, at vi skal skille os af med kriminelle asylansøgere så hurtigt som muligt. Derfor må jeg sige, at jeg i dette tilfælde er mere på linie med Karen Jespersen end med Venstre og de konservative. Jeg ønsker ikke at holde hånden over kriminelle asylansøgere«, siger han. Ubehageligt Venstre-borgmester i Helle Kommune Gylling Haahr kalder Karen Jespersens lovforslag for »et skridt på vejen«. Indtil for nylig havde byen et asylcenter. »Der er brug for sådan et indgreb - helt klart. Erfaringerne siger, at det er en meget ubehagelig situation, når de handlende ikke kan føle sig sikre. Derfor er det nødvendigt, at Folketinget nu finder stramninger ad anden vej«, siger han. Samme tone lyder fra V-borgmesteren i Brædstrup, Preben Andersen. »Jeg tager hatten af for Karen Jespersen, fordi hun hurtigt har grebet ind og fjernet kriminelle asylansøgere. Der er behov for at kunne fængsle kriminelle asylansøgere, som situationen er nu. Men jeg håber, det er en midlertidig løsning, og man kan løse problemerne ved at få sagsbehandlingstiden bragt ned«, siger Preben Andersen. Formand for Kommunernes Landsforening Anker Boye (S) mener, at Folketingets partier og ikke mindst de borgerlige må finde ud af, hvordan man så skal skride ind over for kriminelle asylansøgere. »Det er helt urimeligt at overlade problemet til asylcentrene og kommunerne. Det er ikke ligefrem noget, der gøder jorden for at oprette nye asylcentre, fordi kriminelle asylansøgere præger lokalbefolkningens opfattelse af, hvordan det er at have et asylcenter liggende«, siger Anker Boye.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























