Tre mænd løsladt efter knivoverfald

Lyt til artiklen

Århus Politi har valgt at løslade tre mænd, der sigtes for at stå bag overfaldet på en indehaver af en grillkiosk i Århus torsdag aften. Indehaveren af "Nørre Grill" på Nørregade 44 i Århus blev overfaldet og stukket to gange i skulderen med en kniv, mens et par mænd raserede hans grillkiosk ved at smadre vinduer og kaste rundt med inventaret. Indehaveren, en 42-årig udenlandsk mand, meldes udenfor livsfare af politiet i Århus, som kort efter episoden anholdt de tre mænd. »Vi har valgt at løslade de tre efter endt afhøring. Det gør vi, fordi vi ikke mener, at sigtelserne vil kunne føre til varetægtsfængsling i retten«, siger kriminalkommissær Mogens Brøndum fra Århus Politi. De tre mænd, der alle er i 20'erne og af iransk herkomst, sigtes ifølge kriminalkommissæren for vold, hærværk og trusler mod vidner. Kun den ene af de tre var fredag middag blevet afhørt af politiet. Han nægter sig ifølge politiet skyldig i sigtelserne. De to øvrige vil blive afhørt i løbet af fredagen. »De har en helt anden opfattelse af hændelsesforløbet, end offeret har fortalt os«, siger Mogens Brøndum. Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad de tre mænd har forklaret. Politiet er endnu ikke helt afklaret med, hvad der ligger bag overfaldet på grill-ejeren, der i forvejen tilsyneladende ikke havde relationer til de tre mænd. »Den ene af de tre sigtede har relationer til et røveri mod grill-kiosken den 4. december 1999. Vi kan ikke udelukke, at der i forbindelse med tumulterne torsdag har været tale om et hævntogt. Den ene handling i grillen har taget den anden, og så er det hele til sidst kørt op i en spids«, siger Mogens Brøndum. Under overfaldet pådrog offert sig to stik på hver ca. en halv centimers dybde i den ene skulder. Offeret bemærkede ikke selv, hvem der stak ham med kniven. Gerningsvåbnet er endnu ikke fundet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her