SF frier til regeringen

Lyt til artiklen

SF er parat til at lave forlig med regeringen om finansloven endnu en gang inden næste folketingsvalg. Det bliver en kamp mellem to fløje i dansk politik, og SF vil gerne sammen med regeringen bruge resten af valgperioden til at gøre forskellene mellem de to fløje tindrende klare, meddelte SFs gruppeformand Jes Lunde fredag ved indledningen af SFs tre dages landsmøde i Fredericia. »Vi vil opfordre til, at klare forbedringer i velfærdssamfundet bliver sat så højt på dagsordenen, at befolkningen ikke er i tvivl om, hvem der har viljen og evnen til at gennemføre forbedringerne - både på landsplan og ude i den daglige virkelighed i kommunerne«, sagde Jes Lunde. SF vil gerne have opbygget et værn mod international spekulation og internationale kriser - bl. a. gennem den Tobin-skat, som Attac-bevægelsen fører kampagne for. Men Jes Lunde erkendte, at det er "en meget, meget lang proces". »Derfor vil vi tilbyde regeringen fortsat samarbejde om en ansvarlig økonomisk politik«, sagde han. Tilbuddet er ikke uden betingelser. SF har en række krav til forbedringer. Et hovedkrav er en ændring af arbejdsmarkedspolitikken, så der ryddes op i det misbrug af det offentliges magtbeføjelser og penge, der præger aktiveringssystemet. SF vil have et samspil med virksomhederne, der skal kunne få ledige på prøve, finde ud af, hvilke kompetencer der mangler, lave aftale om en målrettet uddannelse for de ledige, så de kan få faste job. »Og så er der brug for nye operatører i arbejdsmarkedspolitikken. Arbejdsformidlingen fungerer rent ud sagt mange steder forrygende dårligt. SF foreslår derfor, at arbejdsløshedskasserne skal have ret til at overtage Arbejdsformidlingens opgaver overalt, hvor de er klar til det«, sagde Jes Lunde. Et andet hovedpunkt bliver at få bygget flere boliger. Der skal bygges flere almene boliger, og der skal bygges flere ældreboliger, så der bliver familieboliger ledige til de unge. Og så er der stadig, mener SF, masser af huller i velfærdssamfundet, der skal lukkes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her