Det var en fremadstormende prins Nikolai, der i dag indtog Legoland. Så snart der blev givet grønt lys, slap han resolut barnepigens og forældrenes hænder og opførte sig som et hvilket som helst knapt to-årigt barn, der første gang oplever dette legeeldorado. Prinsens vigtigste opgave var nemlig at foretage indvielsen af Legolands nye, udvidede såkaldte Duplo-land for de yngste børn. Det gjorde han ved at tage en lille tur i en særlig kongelig vogn koblet til Duplo-toget sammen med sin mor, prinsesse Alexandra, og med prins Joachim i vognen lige bagved. Efter togturen blev prins Nikolai udnævnt til æresborger i Legoland og fik den særlige blå Lego-elefantorden hængt om halsen som bevis på, at han nu har livslang fri adgang til parken. Dermed vil han sandsynligvis følge den tradition, der har været i den danske kongefamilie med at besøge Legoland en gang hver sommer. /ritzau
Prins Nikolai indtog Legoland
Lyt til artiklen