Voldsomt røveri mod postkontor

Lyt til artiklen

Ukendte gerningsmænd bevæbnet med en pistol truede sig i formiddag til et større kontantbeløb på et postkontor i Måløv. Under røveriet blev en kunde slået over armen. Røveriet fandt sted kl. 10.17, da tre maskerede mænd kom løbende ind på postkontoret, hvor en kvindelig ansat var i færd med at ekspedere to kunder. »De råbte, at det var et røveri og slog så en mandlig kunde over armen«, oplyser vicekriminalinspektør Ole Andreasen fra Gladsaxe Politi, der betegner røveriet som meget voldsomt. Herefter tvang røverne først den kvindelige postmedarbejder til at tømme de tre kasser, inden hun sammen med en kvindelig kunde blev tvunget ud til boksen bagved og truet til at åbne den. Den mandlige kunde blev beordret ned på hug bag kasselinien. Da boksen var tømt, forsvandt røverne i løb ud af postkontoret og ned i tunnelen under Frederikssundsvej. Politiet formoder, at de er fortsat over til et område bag Måløv Station. I hvert fald så et vidne kort efter røveriet tre mænd springe ind i en bil ved Hvedevej og Rugvej, hvor en chauffør sad klar. Bilen beskrives som blå, men ellers har politiet ingen kendetegn. Et andet vidne så inden røveriet fire mænd køre søgende omkring i samme område i en blå bil, oplyser Ole Andreasen. Tre af mændene beskrives som mørke i huden, den fjerde som sort i huden. De tre maskerede røvere menes at være mellem 16 og 20 år. De var iklædt mørkt tøj og bar hvide handsker. Alle tre var mellem 170 og 175 centimeter høje, men den ene var lidt højere end de to andre. De talte gebrokkent dansk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her