Politisk attentat mod nazist

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Politiet går ud fra, at der ligger et politisk motiv bag overfaldet på en bombedømt nazist lørdag eftermiddag. Efterforskningen retter sig blandt andet mod det autonome miljø, oplyser vicekriminalinspektør Carsten Damsgaard fra drabsafdelingen på Politigården i København. Den 31-årige Thomas Derry Nakaba blev ved overfaldet såret så alvorligt med knivstik, at lægerne har måttet bortoperere venstre nyre. Fremme i medierne »Motivet skal søges i, at nogen ikke kan lide ham. Han har været meget fremme i medierne og står vel som en af de grovere figurer blandt nazisterne. Og det er set med mine briller motivet. Det må være et politisk motiv, hvis man griber til drastiske midler, fordi man ikke kan lide andre menneskers holdninger«, siger vicekriminalinspektøren. Thomas Nakaba, der har det udenlandsk klingende navn efter sin japanske far, blev angrebet, da han sammen med to venner kom ud fra et fitnesscenter i Matthæusgade på Vesterbro i København. Han var på udgang fra Statsfængslet i Vridsløselille, hvor han afsoner en dom på otte års fængsel for at have sendt tre brevbomber til politiske modstandere. Poltitiet hæfter sig ved, at overfaldsmændene selv gav udtryk for et politisk motiv: »Der er nogen, som råbte, at han er nazi, og at han skal dø. Deri ligger jo klart, at det er nogle, som ikke bryder sig om ham og hans synspunkter«, siger Carsten Damsgaard. Politiet leder efter overfaldsmændene blandt andet i det autonome miljø, der tidligere har haft sammenstød med nazister. Alle døre står åbne »De autonome kredse kan være et godt bud. Vi ved, der er en konflikt mellem de to grupperinger. Det har vi set før ved demonstrationer og voldsomheder. Men vi kan ikke sige, at det var tilfældet her. Der kan også tænkes andre gerningsmænd«, siger vicekriminalinspektøren. Thomas Nakaba har efter operationen sagt til politiet, at han tror, gerningsmændene kom fra autonome grupper: »Han siger, han ikke kan forestille sig andet, end at det var disse autonome, som, han har hørt, var ude efter ham og ville »nakke ham«, når de fik chancen«, siger Carsten Damsgaard. Overfaldsmændene er imidlertid blevet beskrevet meget forskelligt af de talrige vidner, som var på stedet. Nogle vidner har sagt, at der var tale om »BZ-typer«, mens andre vidner har sagt, de lignede bodybuilder-typer. Fire-fem om overvaldet »Signalementerne er en blandet landhandel«, konstaterer vicekriminalinspektøren. Men det står fast, at der var fire til fem mand i mørkt tøj om overfaldet. Bagefter løb de over Enghavevej og forsvandt ind i Sundevedsgade. Politiet vil gerne tale med vidner til, hvad der videre er sket. Politiet tror ikke, at overfaldet har været planlagt i længere tid, men gerningsmændene har besluttet sig til at slå til, da de har set Thomas Nakaba gå ind i fitnesscentret. Han var ledsaget af to venner, der har fortalt, at de først undervejs i bilen besluttede at opsøge netop centret i Matthæusgade for at træne. Ingen fængselsfejde Der er ikke noget, som tyder på, at overfaldet skyldes uoverensstemmelser i fængslet: »Han siger selv nej, og efter hvad vi har hørt fra andre, skal han have klaret sig rimeligt godt med sine medfanger«, siger Carsten Damsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her