Børnenes Greenpeace

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Børn udsat for overgreb får ikke den nødvendige hjælp i dag, mener en række psykologer, læger, socialrådgivere, advokater og politikere, der har sat sig for at stable en ny aggressiv børneorganisation på benene. Daphne er kommet i mediernes søgelys, fordi den spæde organisation sendte Laue Traberg Smidt på en succesfuld tur til Marokko for at hente tre bortførte børn hjem til deres mor i Danmark. Organisationen er parat til at kidnappe bortførte børn tilbage til Danmark. Men bortførte børn er ikke den kommende organisations kerneområde, fremhæver talsmanden, socialrådgiver Birgitte Rørdam. »Vi laver denne her organisation, fordi vi er rystede over, hvor lidt børn tages alvorligt. Når børn klager, skal de overvinde utrolige barrierer, og de ender ofte som en brik i det offentlige system. Hos os skal barnet været totalt i centrum«, siger hun. Fagfolk Organisationen skal bestå af kompetente fagfolk inden for en lang række områder, der både kender misbrugsproblematikken, men også ved præcist hvilke knapper i det offentlige, der skal trykkes på for at give barnet den optimale hjælp. »Børn og unge skal kunne henvende sig til os fuldstændig anonymt. Og samtlige initiativer skal tages i enighed med barnet. Enhver, der ringer, skal være sikret en fagligt kompetent person, der følger sagen til dørs. Meningen er, at når Daphne har en sag, så er det helt og aldeles vores ansvar, at den bliver kringlet mest skånsomt for barnet«, siger Birgitte Rørdam. Organisationen håber at være i fulde omdrejninger i løbet af sommeren. Den tæller blandt andre formanden for Dansk Psykologforening, Johanne Bratbo, advokat og folketingskandidat for Enhedslisten Line Barfod og tidligere socialdirektør i Hørsholm Kommune Else Drejer. Desuden forhandles der med et par folketingspolitikere samt to politifolk om at træde ind i bestyrelsen. »Det er helt afgørende for os at få etableret et tæt samarbejde med eksisterende myndigheder. Kunsten er at få folk til at forstå, at for de her børn handler det om at tolke loven lige til grænsen af hensyn til barnet«, siger Birgitte Rørdam. Ifølge Daphnes talsmand er incest og seksuelt misbrug i dag så tabubelagt, at meget få tør henvende sig til en kommune med en mistanke. Meningen er, at naboen eller idrætstræneren også kan få hjælp hos Daphne, hvis vedkommende har mistanke om, at et barn er udsat for overgreb. For lidt tid Ifølge den tidligere socialdirektør Else Drejer er det ikke mangel på vilje fra de kommunale sagsbehandlere, der gør en organisation som Daphne nødvendig. »Men der er situationer, hvor det er vanskeligt for sagsbehandleren at få tid nok. Der kan børn godt komme i klemme. Ingen vil bevidst skade børn, men det kan gå sådan«, siger hun og fortsætter: »Vi mener, at der kan gøres nogle ting, som ikke bliver gjort i dag. Vi vil give børnene sikkerhed og fuld opbakning. En forvaltning er forpligtet til at bryde anonymiteten, hvis den skønner, at barnet er truet. Men det er ikke sikkert, at det er det bedste for barnet«. Ifølge Else Drejer kan det i sager om børnebortførsler være nødvendigt at begå ulovligheder for at få børnene hjem. »Det er hensynet til barnet, der skal veje tungest«, siger hun. Derimod er der ingen grund til at bryde dansk lov: »Det er utrolig væsentligt at pointere, at det ikke er nødvendigt at overskride loven herhjemme for at hjælpe de her børn. Det kan sagtens ske inden for lovgivningens rammer«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her