Politiken fredag: Den kronisk syge hr. Jensen og folkepensionist fru Hansen risikerer ikke længere at komme i klemme i komplicerede regler for medicintilskud. Sidste efterårs dramatiske hop i medicinpriserne, der betød, at uheldige patienter pludselig skulle betale væsentligt mere for deres medicin, hører fortiden til, håber sundhedsminister Arne Rolighed (S). Det sker, efter at ministeriets medicinudvalg i går offentliggjorde en rapport med en løsning, der sikrer, at medicinpriserne i Danmark aldrig kommer over den europæiske gennemsnitspris. Samtidig bliver tilskudsreglerne enklere og mere overskuelige for patienterne. Allerede i dag fremlægger sundhedsminister Arne Rolighed et lovforslag, der skal gøre rapportens anbefalinger til lov. Og chancen for at den bliver vedtaget, er stor, eftersom et enigt Folketing i november sidste år besluttede at brede et prisloft ud over lægemidlerne. Et loft, der ikke bliver højere med sundhedsministerens forslag. »Jeg håber på den baggrund, at vi nu har fundet frem til en langsigtet løsningsmodel for anvendelse af europæiske gennemsnitspriser i tilskudssammenhæng. En model, som er til gavn for alle parter, og som navnlig skaber grundlag for, at patienterne ikke fremover får en urimelig høj egenbetaling ved køb af tilskudsberettiget medicin«, siger Arne Rolighed. Den billigste Aftalen betyder, at apotekerne skal udlevere markedets billigste medicin, medmindre lægen direkte bestemmer, at et dyrere lægemiddel vil være bedre. Medicinalindustrien erklærer sig parat til at spille med. Den er indstillet på at holde priserne på højst det europæiske gennemsnit et år frem. Dermed slipper industrien samtidig for, at politikerne indfører en lovreguleret priskontrol. »For at fjerne den politiske usikkerhed om virksomhedernes prissætning af tilskudsberettiget medicin har vi under udvalgsarbejdet sagt, at hvis udvalgets forslag gennemføres ved lov, vil lægemiddelindustrien ikke hæve priserne over det europæiske gennemsnit i et år fra lovens vedtagelse. Det vil give arbejdsro for industrien, budgetro for stat og amter og sikkerhed for patienternes egenbetaling«, siger Lægemiddelindustriforeningens formand, Jan Iversen. Sundhedsminister Arne Rolighed (S) vil følge 'prøveåret' tæt, og holder medicinindustrien ord, er han parat til at gøre aftalen permanent. Dermed har sundhedsministeren og Folketinget fået det, som de gerne vil have det - oven i købet med bred opbakning fra medicinalindustrien, patientforeningerne, amterne, apotekerne og lægerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























