Politiken fredag: De har prøvet det før. Veninderne Kristine Gantzler og Andrea Sandahl. Trods deres unge alder, henholdsvis 14 og 15 år, er det sjette gang, de rasler for Dansk Flygtningehjælp. »Vi vil gerne give bidrag til en god sag«, fortæller pigerne i munden på hinanden, da de står i køen og venter på at blive skrevet på listen over indsamlere i Vanløse Medborgerhus i København. Listen er ellers ikke for lang i år. I modsætning til 1999, da organisationen forrige gang samlede ind, har kun halvt så mange meldt sig i år. Det vil sige 12.000 mod næsten 25.000 for to år siden. »Sidste gang var der altså også rift om ruterne«, husker Andrea Sandahl. Sammen med sin veninde står hun et øjeblik og funderer lidt over hvorfor. »Jeg tror, at det var på grund af Kosovo. Alle folk kendte til krigen og ville gerne give penge til flygtningene. Man så det jo hele tiden i fjernsynet. Men der er jo mange, som lider nød, selvom vi ikke hører om dem hele tiden«. Ud over bevidstheden om at yde et godt bidrag synes Kristine Gantzler og Andrea Sandahl faktisk, at turen er sjov i sig selv. Det er hyggeligt at stikke snuden i døråbningen hos fremmede. »Vi møder alle mulige sjove typer. Nogle stopper vi måske op og snakker med, andre tager vi os endda en diskussion med, hvis de ikke vil give noget«, smiler Kristine Gantzler. Og det prøver de også denne aften. I alt 12 hoveddøre bliver smækket i for næsen af pigerne, med ordet »nej«. »Først mister man lige modet, men bag den næste dør, man banker på, er børnene måske helt vildt glade og interesserede, og forældrene giver rigtig meget«, fortæller Andrea Sandahl. Tilsammen får de to piger samlet 1.140 kroner på de to timer, turen tager. Det er lidt mindre end sidste år, men det slår ikke indsamlingsveteranerne ud af den grund. Personligt håber de, at pengene går til børn og familier. »Vi forestiller os, at pengene måske kan hjælpe nogle til ikke at gå sultne i seng eller måske få råd til at gå i skole«. Til at begynde med har de har ikke noget specifikt land i tankerne. Og dog: »Måske Etiopien og Eritrea. Dér er der i hvert fald masser af krig og fattigdom. Men det er der jo så mange steder«, konkluderer Kristine Gantzler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























