Om ti år vil Lolland-Falsters problemer med affolkning og med ældning af befolkningen være overstået, og øerne vil demografisk og økonomisk være på niveau med gennemsnittet for resten af landet. Så optimistisk vurderes udsigterne for landsdelen af den konservative formand for det erhvervspolitiske udvalg i Storstrøms Amt, Frank Martens, der søndag åbner bosætningsmessen 'Åben Ø' i Maribo, et fælleskommunalt initativ, som skal være med til at indfri de nævnte fremtidsforhåbninger ved at lokke nye bosættere til øerne. »Det, vi kort sagt gerne vil opnå med messen, er at få unge, veluddannede familjer - børnefamilier - hertil, som kan hæve indkomstniveauet«, siger Frank Martens. Niveauet er 20 pct. lavere i Storstrøms Amt, end i f.eks. Frederiksborg Amt, og indenfor Storstrøms Amt ligger Lolland-Falster helt i bund. »Det er det, vi ønsker at lave om på, og der er meget, der trækker i den rigtige retning. Ledigheden stiger ikke mere, stemningen er vendt, og den generelle vurdering af øerne er ændret fra at være negativ til positiv«, siger Martens. Bosætningsmessen har sit udgangspunkt i messehallen i Maribo, hvor både kommuner og virksomheder udstiller, og hvorfra der går guidede ture ud til hver af de to øers ialt 13 kommuner. Man vil forsøge at lokke familierne med smuk natur, god service med hensyn til skoler og institutioner, mange fritids- og kulturaktiviteter, en overkommelig afstand til København og ikke mindst et lavere prisniveau end f.eks. i hovedstadsområdet. En familie med to børn, der flytter fra Søllerød i Nordsjælland til Søllested på Lolland vil således have godt 10.000 kr. mere til rådighed om året, viser en undersøgelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























