Kritik af støtte til racerløb

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Rigspolitiet kritiserer, at kendte firmaer har støttet og lagt navn til det racerløb for rige bilentusiaster, der i går ramte Danmark. Hurtigtkørende rigmænd og popstjerner kørte i går gennem landet i luksusbiler med op til 200 kilometer i timen i racerløbet Gumball Race med deltagere fra flere lande. Politiinspektør Helge Holbek fra Rigspolitiet kalder det dumt og uheldigt, at kendte multinationale firmaer som Emporio Armani, Burago, Compaq og hotelkæden Hilton Hotel lægger navn til begivenheden på den britiske arrangørs hjemmeside og med store klistermærker på bilerne. »Med det store politiopbud har vi gerne villet sende et signal om, at det er livsfarligt, og at vi ikke vil finde os i det. Holdningen til fartsyndere er blevet skærpet hos danskere, og jeg tror ikke, at det er godt for firmaernes image at blive forbundet med det. Danskere bliver stadig mere kritiske over for fartsyndere«, siger Helge Holbek. Hos den eneste rent danske sponsor af turen, internet-firmaet Netpoint, siger direktør Ib Drachmann-Hansen, at hans firma har støttet en event og ikke et racerløb. Netpoint har bidraget med blandt andet 40.000 kroner og en deltagende bil. »Det ville selvfølgelig være naivt, hvis jeg sagde, at vi troede, at alle hele tiden overholdt loven. Men vi tager afstand fra, at nogen kører 197 kilometer i timen. Det er klart. Samtidig vil jeg gerne advare imod, at der går dansk jantelov i det her, fordi det er rigmænd og playboys, der deltager. Når man begynder at tale om dødskørsel, så er det helt fordrejet og har en undertone af misundelse. Jeg tror, de fleste har en drengedrøm om at køre en Ferrari, og det ser vi ikke som noget negativt«, siger Ib Drachmann-Hansen. Hilton glæder sig I Hilton Hotel ved Københavns Lufthavn forklarer pr-ansvarlig Lene Walther, at hotellet ikke har støttet arrangementet økonomisk, men gerne har villet lægge navn til på arrangørens hjemmeside. Selv om det erklærede forbillede for Gumball Race er det amerikanske racerløb Cannonball, der handler om at køre meget hurtigt og snøre politiet, så afviser Hilton, at hotellet har støttet ulovligheder. »De opførte sig fint på hotellet, og vi var glade for, at de valgte at bo her og holde deres fest hos os. Der står ikke i forskrifterne for det her arrangement, at man kører hurtigere end hastighedsbegrænsningerne. At nogen gør det, kan vi ikke blande os i. Det er et individuelt spørgsmål«, siger Lene Walther.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her