Nyrup afviser kritik

Lyt til artiklen

Med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i spidsen afviser toppen i Socialdemokratiet, at den kun tegner et negativt billede af indvandrere ved blandt andet at tale om deres manglende arbejdsmoral. Kritikken kom fra fire unge socialdemokrater, netop som partitoppen var på vej rundt i landet for at holde 1.maj-taler. »Jeg har ikke læst aviser, og jeg ved ikke, hvad de har sagt, så det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Jeg ved kun én ting - at vores flygtninge- og indvandrerpolitik hviler på rettigheder og pligter, som for alle mennesker i Danmark. Det er for mig det centrale. Vores politik bygger på en klar humanisme, som ikke er til forhandling«, siger Nyrup. Senere på dagen blev kritikken bakket op af flere partimedlemmer. Mest skrap var den socialdemokratiske europaparlamentariker Freddy Blak, som om indenrigsminister Karen Jespersen (S) sagde, at »lille røde Karen er efterhånden blevet til lille sorte Karen«. »Hvorfor har vi så ondt i røven over, at folk er anderledes end os selv? Hvordan er det blevet legitimt at køre hetz på muslimer? Jeg synes, at vi skal sige fra«, sagde han. Også forskningsminister Birte Weiss (S) brugte dagen på at gentage sin kritik fra i søndags. »Der er ind imellem en så negativ tone i udlændingedebatten, at alle må udøve både kritik og selvkritik«, sagde hun og roste de unges initiativ. Karen Jespersen afviser, at hun har brug for selvkritik. Hun fastholder sin linie med opbakning fra statsministeren og slår fast, at hun netop arbejder for integration. »Nej, det får mig bestemt ikke til at ændre politik. Tværtimod, mener jeg, at den konkrete integrationspolitik, jeg står for, er det eneste reelle bud på at få integrationspolitikken til at fungere«, sagde hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her