Endnu et nej til asylcenter

Lyt til artiklen

Byrådsmedlemmerne i Næstved Kommune takker på forhånd nej til at indrette byens forladte Garderhusarkaserne til asylcenter. Lokalpolitikerne vil hellere benytte kasernen til et nyt erhvervsområde. »Kommunen har i flere måneder forhandlet med Forsvarsministeriet om at købe den tidligere kaserne. Det vil derfor være noget af en fornærmelse, hvis bygningerne nu pludselig bliver inddraget for at blive benyttet til asylcenter«, siger viceborgmester Søren Revsbæk (V). Hans udmelding kommer dagen efter, at byrådet i Ringsted afviste, at kasernen i Ringsted skulle bruges som midlertidigt asylcenter. Her foretrækker flertallet af kommunens byrådsmedlemmer nye boliger og plejehjem. Statens kaserne Staten ejer fortsat kasernen i Næstved. Udlændingestyrelsen har derfor rettet blikket mod den lukkede kaserne i byen. Ifølge administrationschef Poul Mose Hansen er Forsvarsministeriet i øjeblikket i fuld gang med at overveje mulighederne i Næstved, men flertallet af byrådspolitikerne i byen ser altså hellere, at kaserneområdet bliver brugt af private virksomheder. »I Næstved har vi i løbet af 1990»erne taget vores del af ansvaret, da der blev etableret asylcenter for flygtninge fra det tidligere Jugoslavien på en skole i kommunen. Nu ser vi frem til i løbet af sommeren at gennemføre en lokalplan for kaserneområdet«, siger viceborgmesteren. Ifølge Søren Revsbæk vil et stort flertal i byrådet stritte mod Udlændingestyrelsens planer om et asylcenter i Garderhusarkasernen, og byrådet har tidligere i år sagt nej, da det modtog et tilbud fra Indenrigsministeriet om, at kommunen kunne låne 40 millioner kroner til køb af kasernen. Det eneste krav fra ministeriet var, at bygningerne skulle bruges til asylcenter. Det afslog byrådsmedlemmerne, oplyser viceborgmesteren i Næstved. Mangel på plads I Dansk Røde Kors Asylafdeling stiger presset. I den nærmeste fremtid skal flygtninge forlade et midlertidigt asylcenter i Løjt, Sønderjylland. Det betyder, at snart 1000 flygtninge mangler plads i Danmark. Derfor efterlyses en holdningsændring hos lokalpolitikerne. »Det ville være flot, hvis politikerne sagde, at de byggeplaner, vi har her, ja dem må vi altså vente et halvt år med at realisere og i stedet gøre noget for folk i akut nød«, siger asylafdelingens leder, Jørgen Chemnitz, der opfordrer beslutningstagerne til selv at komme forbi og se nærmere på forholdene i landets asylcentre. »Jeg tror, at det ville gøre et meget, meget stærkt indtryk, hvis politikerne selv var vidner til de problemer, vores medarbejdere oplever i øjeblikket«, uddyber han. Udlændingestyrelsen oplyser, at teltlejre kan blive en nødløsning på vanskelighederne med at skaffe flygtningene et sted at være.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her