Politisk strid om overfald

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Politikerne på Christiansborg står i kø for at beklage, at flygtninge og indvandrere udsættes for brandattentater i Danmark. I går kunne Politiken berette, at en flygtningefamilie i sidste uge fik brændt et Ku Klux Klan-kors af i deres baghave, og sagen er kun den seneste i en lang række. Langt de fleste af attentaterne - nogle er tre år gamle - er ikke blevet opklaret. SFs flygtningeordfører, Knud Erik Hansen, vil have justitsminister Frank Jensen (S) til at forklare, hvorfor politiet er tilbageholdende med at opfatte attentaterne som racistiske. Politiet siger, at det lige så godt kan være drengestreger eller intern strid blandt flygtninge og indvandrere. »Det virker, som om politiet har en lommefilosofi om, at attentaterne skyldes alt andet end racisme. Det virker betænkeligt«, siger han. »Mange af attentaterne er sket på folk, der ikke har andet tilfælles, end at de er flygtninge og indvandrere. Det burde få alarmklokkerne hos politiet til at ringe«. Han har derfor bedt justitsminister Frank Jensen svare på, hvilket grundlag politiet har for ikke at mene, at der ligger racistiske motiver bag attentaterne. Det lykkedes ikke i går at få justitsminister Frank Jensens kommentar, men indenrigsminister Karen Jespersen (S) beklagede den »terror«, der har ramt flygtninge og indvandrere i Danmark. »Det er forkasteligt og ondt, hvad der er sket, og jeg har stor medfølelse med dem, det er gået ud over. Jeg opfordrer alle til at tage afstand fra den slags terror. Jeg håber, politiet får opklaret sagerne og afklaret motiverne bag de meningsløse handlinger«, siger hun. Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, kalder attentaterne for »helt uacceptable«, men hun mener ikke, at man kan kritisere politiet. »Jeg tror gerne, politiet vil opklare alle sager, der kommer til deres kendskab. Jeg nægter at tro andet«. »Man skal rette vreden mod de politiere, der bare lader stå til. Det er dem, der har ansvaret for denne situation, som mere og mere kommer ud af kontrol. Vreden er fortjent - fra begge sider. Flere og flere kan ikke integreres, flere og flere vender sig mod det danske samfund, og man skal heller ikke glemme massevoldtægterne og bandekriminaliteten«, siger Pia Kjærsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her