Politiken torsdag: Besøgsvennen, som af kommunen bliver bedt om lige at snuppe støvsugeren med fra entreen og tage de værste krummer. Fodboldtræneren, der skal på kursus for at riste pølser over bålet til sine miniputter. Bare et par eksempler fra det frivillige Danmark på, hvordan det offentlige og officielle samfund truer med at omklamre og klemme foreninger og frivillige hjælpere ind i trange skabeloner og regelsæt. De frivillige organisationer forsøger at kæmpe sig fri, og her får de god hjælp af regeringen: »De frivillige skal ikke overtage opgaver, som det offentlige i dag udfører. Arbejdet med at få en hverdag til at hænge sammen for ældre, som ikke kan klare sig selv, skal også fremover hvile på det offentlige - ingen tvivl om det. Det frivillige tilbud skal være et supplement«, sagde socialminister Henrik Dam Kristensen (S) med sjælden fasthed i stemmen, da han sammen med kulturelle kollega Elsebeth Gerner Nielsen (R) fremlagde forslag til et frihedsbrev for frivillige. I løbet af få uger har fem ministre og en række frivillige organisationer udarbejdet råmanuskriptet til det såkaldte charter for samspillet mellem det professionelle og frivillige samfund. Frihedsbrevet sendes nu til høring i begge lejre, og i efteråret skal det endelig konfirmeres på en stor konference. Anledningen til at få de fundamentale friheder i foreninger og frivilligt arbejde skrevet ned er formelt FNs frivilligshedsår, men ifølge Rasmus Hyllebjerg, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, er det på høje tid: Statsbetalt hygge »Det er en påtrængende debat, fordi der i øjeblikket er en tendens til, at de offentlige bevilgende myndigheder gerne vil sende indflydelse med de penge, de bevilger. Men vi vil ikke levere statsfinansieriet hygge. Det er afgørende for hele den demokratiske idé omkring foreninger og frivilligt arbejde, at det er medlemmerne - og kun medlemmer - som bestemmer indhold og formål med arbejdet«, sagde han, og den tråd spandt Gerner Nielsen videre på: »Selv om det frivillige arbejde spiller en stor rolle samfundsøkonomisk - hvis de frivillige ikke var der, ville det koste rigtig mange ekstra stillinger og kroner - er det fundamentalt, at de har deres frihed. Også friheden til at modarbejde og kritisere det etablerede system«, sagde kulturministeren. At det frivillige arbejde stadig har godt tag i danskerne, er ifølge Terkel Andersen, formand for kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde, et afgørende afsæt: »1,2 millioner danskere arbejder med jævne mellemrum frivilligt, og det er overraskende i forhold til den stressede hverdag, de fleste danskere har«, sagde han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























