Politiken torsdag: Dansk Flygtningehjælp kommer nu på sin egen bizarre måde til at lide under, at Europa er blevet et mere fredeligt sted. Det er ikke lykkedes Dansk Flygtningehjælp at skaffe nok indsamlere til deres stort anlagte indsamling i dag, og det, mener organisationen, skyldes, at Europa ikke for øjeblikket hærges af krig som den i Kosova. »Man kan kalde det høflige ligegyldighed. Det er ikke, fordi folk ikke vil engagere sig, men de mangler i år det sidste incitament til at rejse sig op og gøre en indsats«, siger pressechef i Dansk Flygtningehjælp Sofie Rud. Sidste gang, Dansk Flygtningehjælp lavede en indsamling, var for to år siden - to måneder efter at NATO var begyndt at bombe i Kosova. Der havde Dansk Flygtningehjælp ingen problemer med at få nok indsamlere. Men i går manglede Dansk Flygtningehjælp 8.000 indsamlere for at komme op på de 18.000, som organisationen mener er nødvendige. Da hver indsamler typisk indsamler 1.000 kroner, frygter organisationen, at der kommer otte millioner kroner for lidt i kassen. »Det er vi selvfølgelig kede af, for vi ved, at der er hårdt brug for pengene rundt omkring i verden. Men i virkeligheden bliver tabet endnu større, fordi vi bruger indsamlingspengene til at få store organisationer som FN med på et projekt. Normalt siger vi, at for hver 1.000 kroner, vi lægger på bordet, kan vi få store organisationer til at punge ud med 30.000 kroner«, siger Sofie Rud. Hun kan ikke sige, på hvilke områder en mager indsamling vil ramme organisationens arbejde. »Men det bliver ikke noget med, at vi skal til at lukke afdelinger«, siger Sofie Rud. Man kan stadig nå at melde sig som indsamler på telefon 38 38 38 50 eller på Internet på www.flygtning.dk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























