Ros til skærpede miljøkrav

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Mens mange landmænd må kigge dybt i pengepungen for at opfylde miljøminister Svend Aukens (S) skærpede miljøkrav, så er det brede smil fremme i Danmarks Naturfredningsforening. Også selv om kravene kan komme til at ramme mindre landbrug med lavvande i kassen, og dermed skubbe yderligere til udviklingen i landbruget med flere storlandbrug. »Du får ikke mig til at sige andet end, at sikringen af vores natur og drikkevand går forud for den enkelte landmands pengepung. Hvis man altså skal vælge mellem de to. Landbruget må også se at komme væk fra tanken om selveje. Hvorfor kan de ikke deles om de nye maskiner«, siger præsident Poul Henrik Harritz. De skærpede krav betyder, at det fra august næste år er slut med at kaste gyllen op i luften og derefter ned på marken. Metoden bliver kaldt for bredspredning, og i landbruget anslår de forsigtigt, at hver femte landmand spreder på denne måde. Dermed bliver alle landmænd tvunget til enten at nedfælge det i jorden eller lægge gyllen ud mellem planterne via slanger. Henrik Høegh, præsidiemedlem i Landbrugsraadet og viceformand i De Danske Landboforeninger er enig i et forbud, men han undrer sig over, at den gamle aftale om et forbud fra august 2004, nu er rykket to år frem. Det giver landmændene endnu kortere tid til at finansiere købet, og Henrik Høegh peger på, at det netop kan give de små landmænd yderligere problemer med økonomien. Han peger på, at regningen bliver et sted mellem 50.000 og 150.000 kroner. Poul Henrik Harritz er foreløbig tilfreds, men han mener, at regeringen på sigt må bevæge sig endnu videre, så al gyllen skal ned i jorden. Men den helt store udskrivning for landmændene bliver et tag over gylletankene. Det kommer til at gælde alle nye tanke i nærheden af landsbyer og naturfølsomme områder. Igen protesterer landbruget, fordi de mener, at der dannes en naturlig hinde oven på gyllen, som forhindrer fordampning, hvis landmanden vel at mærke passer sin gylletank korrekt. Et sådant tag koster mellem 150.000-400.000 kroner, og gamle gylletanke bliver også ramt, hvis kontrollanter opdager, at tanken ikke bliver passet godt nok. »Vi har ikke tiltro til, at landmændene pludselig får det til at fungere. Nu har vi ventet i 14-15 år, og derfor er det fint, at bissen bliver skruet på«, siger Poul Henrik Harritz. Samtidig opfordrer han ministeren til at tage mere hensyn til de følsomme områder, således at det skal være muligt at påbyde landmændene at skære antallet af dyr ned. Eksempelvis med 20 procent. Landmændene skal så til gengæld have en tilsvarende økonomisk kompensation.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her