Advarselsmærke på solcremer

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Et advarselsmærke kan blive den foreløbige løsning i sagen om farlige solcremer. Tirsdag blev solcremer med tre mistænkte stoffer pillet af hylderne, men efter foreløbige undersøgelser meddelte Miljøstyrelsen i går, at det ser ud til, at det kun er et af de tre mistænkte stoffer i solcremer, der er grund til at være forsigtig med. »I øjeblikket er vi i tvivl om, hvor vi ender. Man kan firkantet sige, at to af stofferne nok ikke er farlige, mens et af dem altså kan vise sig at være det. Der skal flere undersøgelser til, og de tager tid«, siger Miljøstyrelsens underdirektør, Helge Andreasen. Dermed dæmpes panikken, efter at en schweizisk undersøgelse sidste uge påviste, at tre stoffer, der alle optræder i mange solcremer, er hormonforstyrrende. Men Miljøstyrelsen støtter undersøgelsens problematisering af stoffet 4-methylbenzylidene camphor, der kan være skadeligt for særligt børn og gravide kvinder. Derfor overvejer styrelsen nu at sætte en advarselsmærkning på solcremer, der indeholder dette stof. Men Brancheforeningen SPT, der producerer solcremer, tog i går afstand fra en advarselsmærkning. Den vil - ligesom tilbagetrækningen fra butikkerne har gjort - skabe unødig frygt og forvirring hos forbrugerne, mener administrerende direktør Kim Michael Christiansen, der kritiserer Miljøstyrelsens håndtering af sagen. Han peger på, at lederen af det schweiziske projekt, Margret Schumpf, selv har sagt, at hun ikke finder belæg for at fjerne produkter med stofferne fra butikkerne. Alene med kritik Men branchen står alene med sin kritik af Miljøstyrelsen. Både miljøminister Svend Auken (S) og Venstres miljøordfører, Hans Christian Schmidt, mener, at Miljøstyrelsen har handlet rigtigt - også selv om det skulle vise sig, at to af stofferne slet ikke er problematiske. »Jeg er glad for, at Miljøstyrelsen har reageret så promte og tager sig den fornødne tid. Der er tjent styrtende med penge på kosmetik og solcremer i Danmark, og selv om de nu må fjerne produkterne for en kort stund, er det er en lille og nødvendig pris at betale. Det må være forsigtighedsprincippet, der gælder i sådanne sager«, siger Svend Auken. »Vi må handle i forbrugernes interesse. Når sådan nogle mistanker kommer, er vi nødt til at tage det meget højtideligt. Det er klart, at det kan være svært for industrien, men med den komplicerede verden vi er på vej ind i, må den lære at leve med, at det kan være sådan«, siger Hans Christian Schmidt. Også FDB, der har haft besværet med at tømme hylderne for de mistænkte solcremer, er glad for Miljøstyrelsens håndtering af sagen. »Det er vores moralske pligt at reagere, når en undersøgelse viser, at noget kan skade forbrugerne. Hvis ikke styrelsen reagerede, ville de jo blive kritiseret for det«, siger afdelingschef i FDB, Hanne Damsted Vilsbøl. På mandag vil Miljøstyrelsen mødes med branchen for at diskutere advarselsmærkningen og finde ud af, om produkter med de øvrige mistænkte stoffer kan komme tilbage på hylderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her