Hjælp til ulovlige landbrug

Lyt til artiklen

Regeringen og Folketinget har med ét slag lovliggjort flere hundrede storbønder, der gennem en årrække ulovligt havde drevet flere landbrug end tilladt. For godt tre år siden blev det afsløret, at 1.264 landmænd drev flere end de fem landbrug, der som hovedregel var tilladt i landbrugsloven. Reglen skulle sikre, at unge landmænd havde en chance for at kunne købe en gård, og at mindre landmænd havde mulighed for at kunne købe mere jord. Men den regel blev der set stort på blandt mange storbønder. Daværende fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) bebudede dengang, at der ville blive skredet ind mod ulovlighederne. Topfolk i søgelys Men i stedet gennemførte regeringen en ændring af landbrugsloven, som har vist sig at lovliggøre de ulovlige forhold. »Man har lovliggjort det, der var. Det har et politisk flertal besluttet, fordi man har fundet, at de gamle regler var for snærende«, siger kontorchef Bodil Ekner fra Direktoratet for Fødevareerhverv. Flere af landbrugets topfolk optrådte på den liste over 1.264 landmænd, som direktoratet fik udskrevet i slutningen af 1997. I alt 10 ud af 25 medlemmer af bestyrelsen i De Danske Landboforeninger stod på listen. Flere af dem havde en dispensation, og det havde andre også. Men det blev dengang skønnet, at omkring halvdelen af de 1.264 landmænd brød landbrugsloven. Jordbrugskommissionerne i landets amter fik besked på at stoppe ulovlighederne, men de blev overhalet af regeringens og Folketingets ændring af landbrugsloven, der lovliggjorde de ulovlige landmænd. Noget gylle »Det er noget rigtig gylle, men flertallet i Folketinget gik ind i det med åbne øjne. Det, der var ulovligt, lovliggjorde de. Men det er skidt, og det er dårlig moral, at den, der bryder loven, belønnes, mens den lovlydige bliver straffet«, siger SFs landbrugsordfører Kristen Touborg, der mener, at regeringen dermed har banet vej for flere storbønder i Danmark. Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) siger: »Det er da ikke skidt moral at ændre loven. Det har de partier, der har indgået forliget, ment, var det rigtige, og de har vel vidst, hvad de gjorde. Det ville have været skidt moral, hvis de havde ladet være med at ændre loven og ladet være med at gribe ind«. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) advarede i sin seneste nytårstale mod et landbrug, der udvikler sig til »noget, der mere ligner fabrikker end landbrug«. Men det er især miljøhensynet, regeringen lægger vægt på, siger fødevareministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her