Færre unge rygere

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Der er blevet væsentligt færre rygere i aldersgruppen 16-19 år. Andelen af dagligrygere blandt de unge er reduceret med 20 pct. på godt fire år. En stærkt medvirkende årsag er, at flere og flere uddannelsessteder i dag har fået en rygepolitik. Det siger en af forskerne bag en ny undersøgelse af unges rygevaner, projektleder i Kræftens Bekæmpelse Per Kim Nielsen. Skoler har et ansvar »Der gøres mere og mere ude på uddannelsesstederne, og det er meget vigtigt. For skolelederne skal vide, at de har et ansvar for at motivere de unge til rygestop«, siger Per Kim Nielsen. Han peger på, at mange unge stadig ikke rigtigt har fattet, hvor farligt rygning er. »En del tror, at det at ryge måske nok er farligt, men at det ikke er mere farligt end så meget andet, f.eks. at drikke kaffe eller spise noget, der er lidt usundt. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat informerer dem om, at rygning er farligt på et helt andet niveau. Og det bedste sted at give den information videre er ude på uddannelsesstederne«, siger Per Kim Nielsen. Den nye undersøgelse er lavet af det nu nedlagte Tobaksskaderåd, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen. Den viser, at 70 pct. af rygerne er begyndt at ryge regelmæssigt inden de fyldte 16 år. Bliver rygere i skoletiden »Det bekræfter, at langt de fleste stadig bliver rygere, mens de er skolebørn, og det understreger behovet for en øget indsats for at støtte børn i at forblive ikke-rygere igennem hele skoleforløbet. Her vil den nye lov, der fra 1. august forbyder elever at ryge i folkeskolen, være et vigtigt element. Samtidig er det glædeligt, at vi med denne undersøgelse får gennemhullet myten om, at flere og flere unge ryger«, siger informationskonsulent Jørgen Falk, Sundhedsstyrelsen. Mens der er markant fald af dagligrygere blandt danske unge, er der i visse andre lande, bl.a. i Storbritannien, set en stigning i antallet af unge rygere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her