Landets toppolitikere forventer ikke noget hurtigt forårsvalg, selv om meningsmålingerne pludselig giver et spinkelt flertal til Nyrup-regeringen. Fra SF-formand Holger K. Nielsen over midten i dansk politik til Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis leder, lyder meldingen, at der tidligst kommer valg til september. Selv om Poul Nyrup Rasmussen (S) ifølge den seneste måling fra Gallup kan fortsætte som statsminister ved et ekspresvalg, så er tiden ikke moden. Flertallet er på kun ét mandat. CD og KrF. presset Regeringen og venstrefløjen står til 88 mandater, mens de borgerlige ville kunne hente 87 mandater. Når de borgerlige taber i målingen, er det fordi Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne ryger ud af Folketinget i målingen. Forudsigelsen er dog for dyster for Peter Duetoft, gruppeformand for CD. Han tror ikke, at hans parti vil ryge ud af Folketinget ved valget. Men han mener, at målingen afspejler Socialdemokratiets fremgang frem mod valgdatoen. Det næste valg kommer til september, spår han, og bliver et meget tæt opgør. »Jeg tror på valg til september. Der kan regeringen gå til valg på finansloven, og de kan sætte dagsordenen selv, siger Peter Duetoft. Peger på Fogh Hvis der var valg i dag, ville CD pege på Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, som statsminister. CD's støtte efter valget afhænger fortsat af Venstres meldinger de kommende måneder, men Peter Duetoft tror ikke, at Poul Nyrup Rasmussen bliver genvalgt. Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis formand, afskriver også regeringens chancer efter valget. Hun mener, at folk er trætte af makkerparret Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved, økonomiminister og radikal partileder. Det kan en enkelt meningsmåling ikke ændre, og derfor forventer Pia Kjærsgaard først valg om fem måneder. Pia K.: Valg inden finanslov »Jeg tror, valget kommer til september. Der er en finanslov, som Nyrup vil have store problemer med at føre igennem. Den vil være et valgoplæg, være dyr og derfor koste højere skat«, siger Pia Kjærsgaard. Hos venstrefløjen er der tilfredshed med vendingen i Gallup-målingen. Socialistisk Folkepartis formand, Holger K. Nielsen, advarer alligevel Nyrup imod, at udskrive valg på grundlag af målingen. Han mener, at Venstre skal køres træt i et langt sejt træk igennem sommer, efterår og dele af vinteren. Valgperioden udløber først den 11. marts, så Socialdemokratiet skal fortsætte sin offensiv mod Venstre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























