Politiken mandag: Børn skal beskyttes bedre mod giftige stoffer i legetøj. Det skal være slut med de sundhedsskadelige blødgørere i dukker og bideringe, allergi på grund af nikkel i børnesmykker og giftige farvestoffer i plasticlegetøj. Det mener miljøminister Svend Auken (S), der sammen med erhvervsminister Ole Stavad (S) har skrevet et brev til EUs industrikommissær Erkki Liikanen, hvor de kritiserer EUs nuværende regler om legetøj. Katastrofal mangel på kontrol EU bør stramme reglerne i legetøjsdirektivet, fordi de nuværende regler om, hvad der må være af kemiske stoffer i legetøj, tager mere hensyn til producenterne end til børnene, mener de to danske ministre. Svend Auken kaldet det samtidig katastrofalt, at der ikke er nogen kontrol med, hvilke stoffer der er i legetøj fra lande uden for EU. »Vi har længe været utilfredse med EUs legetøjsdirektiv, hvor reglerne om, hvad der må være af kemiske stoffer i legetøj, er meget løse. Det gør, at sikkerhedskravene til beskyttelse af børn er ringere end kravene til for eksempel kosmetik og malervarer, og det er efter vores opfattelse helt urimeligt«, siger Svend Auken. På vegne af den danske regering foreslår Svend Auken og Ole Stavad derfor, at reglerne om legetøj ændres, så de ligner reglerne om kosmetik. Grænseværdier Det vil betyde, at alle stoffer skal vurderes af eksperter, der så fastsætter grænseværdier for, hvor mange af de skadelige stoffer der må være i legetøjet. Stofferne skal så føres på en positiv/negativliste, som vil gøre det nemmere for myndighederne at kontrollere, om legetøjet er sundhedsskadeligt. I dag er reglerne om, hvad der må være af stoffer i legetøj, fastlagt ud fra et såkaldt rammedirektiv, som fastslår, at der ikke må være farlige stoffer i mængder, der kan være skadelige for børn. Men myndighederne, industrien og forbrugerorganisationerne er meget ofte uenige om sikkerhedsniveauet, skriver de to ministre i brevet, som de også har sendt til de 14 andre EU-landes industri- og erhvervsministre. Der er specielt uenighed om, hvorvidt der kun skal være fokus på akutte sundhedsfarer, eller om der også skal tages hensyn til mere langsigtede sundhedsfarer. Omvendt bevisbyrde Samtidig er det op til EU og de enkelte lande at bevise, om et bestemt stykke legetøj er farligt, mens den danske regering mener, at det bør være virksomhederne, der skal bevise, at legetøjet er sikkert. Danmarks største legetøjskæde, Top Toy, der står bag kæderne BR og Toys'R'Us, støtter regeringens initiativ. Kæden, der sidder på cirka halvdelen af legetøjssalget herhjemme, får selv produceret en stor del af sine varer i blandt andet Kina. »Vi er utroligt positive over for initiativet, og det har vi bedt om i lang tid. Det er meget nemmere for os med en positivliste, så vi ved, hvad der må være i legetøjet«, siger BRs direktør, Henrik Gjørup. Afviser problemer for producenter Han mener ikke, at det vil give de store problemer for producenterne, selvom nye regler kan få den konsekvens, at en række af de stoffer, der bruges i dag, vil blive forbudt. »Hvis det er fælles EU-regler, indstiller industrien sig på det. Det kan være, at varerne bliver lidt dyrere, men det gør ikke noget, hvis de bare bliver bedre, og det giver en større sikkerhed for børnene«, siger Henrik Gjørup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























