37-årige udviklingsminister Anita Bay Bundegaards (R) snævre valgsejr i kampen om at blive folketingskandidat i Vestjylland er måske det definitive udtryk for, at man ikke længere har et fortrin som folketingspolitiker, fordi man kommer fra lokalområdet, hvor man er opstillet. I hvert fald sagde landmand Kristian Jessen - Holstebro-kredsens kandidat gennem fem år - efter nederlaget, at der er tale om et skift og måtte erkende, at husmændene, som jo var de Radikales parti, ikke længere fylder så meget i landskabet. Ikke en københavnsk tromle Omvendt sagde Anita Bay Bundegaard, at det er forkert, at hun opfattes som en københavner, der bare tromler frem. »Jeg er ikke københavner, men arbejder der tilfældigvis, og bor i øvrigt også på landet. Vi er enige om mange ting, og man kan ærgre sig over, at der ikke kan være to kandidater«, sagde hun. »Jeg kan godt være glad og tilfreds - selv om jeg blev valgt med så lille et flertal. Nu skal jeg bevise, at jeg kan være hele kredsens kandidat. Jeg har indlevelsesevne til at sætte mig ind i lokale forhold, uden at jeg vil påstå, at jeg kender alt til området«, sagde Anita Bay Bundegaard straks efter afstemningen. Skuffet En skuffet, men fattet Kristian Jessen sagde, at afstemningsresultatet er udtryk for et skift i måden at vælge folketingskandidater på. Tidligere var landmanden ikke kendt i politik, men netop kredsbestyrelsens forslag om at få udviklingsministeren som kandidat gjorde den hidtidige radikale kandidat landskendt. Han mener ikke, det er særlig demokratisk, at man er valgt i Jylland og bor på Sjælland. Derfor tog han kampen op, og inden mødet mandag aften havde han de bedste odds, og han var spået pæne stemmetal ved det kommende folketingsvalg. I det uhyre tætte kampvalg, hvor stemmerne måtte omtælles flere gange blev ministeren med stemmerne 32 mod 30 valgt som ny folketingskandidat i Holstebro-kredsen. Kun en enkelt radikal valgte at stemme blankt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























