Politiken onsdag: Forsvarschef Christian Hvidt arbejdede særdeles aktivt for at køre sin personlige favoritkandidat i stilling som formand for EUs militære komite. Trods det danske forsvarsforbehold tyder alt på, at den finske general Gustav Hägglund blev trukket ind på banen som kandidat til formandsposten på dansk initiativ. Det fremgår af en række hidtil fortrolige papirer, som forsvarsminister Jan Trøjborg (S) frigav efter gårsdagens møde i Udenrigspolitisk Nævn. Venstrefløjen er i oprør over forsvarschefens 'private udenrigspolitik', men et klart flertal i Folketinget afviste i går SFs og Enhedslistens krav om øjeblikkelig fyring af forsvarschefen. Vidfarent missil »Forsvarschefens håndtering er helt og aldeles uacceptabel. Han har direkte arbejdet for sin egen sag, det er helt utroligt. Jeg kan ikke se nogen forskel på en ordre, og de anvisninger han fik forud for mødet. Forsvarschefen er et vildfarent missil og burde fyres«, siger Holger K. Nielsen. Ministeren erklærede sig i går uenig i Christian Hvidts arbejde for kandidaterne fra det neutrale Finland og valgte at offentliggøre de advarsler, som både Udenrigs- og Forsvarsministerierne afsendte seks dage før afstemningen for at undgå en dansk fadæse. Hermed forsøger forsvarsministeren at tørre ansvaret af på den i går tavse Christian Hvidt ved at udstille, at forsvarschefen både 'opfandt' den finske kandidat, og valgte at se bort fra ministeriernes anvisninger. Ingen instruks »Der var ikke tale om nogen formel, egentlig instruks, men der var tale om nogle retningslinier, som var klare nok. Og jeg har meddelt forsvarschefen, at efter mit skøn var der i den aktuelle situation tale om en forkert vurdering af de retningslinier«, siger Jan Trøjborg. Alt tyder på, at forsvarsminister Jan Trøjborg (S) får held til en blød landing i sagen ved at undgå at fyre Hvidt. Også de konservative, Venstre og CD afviste i går enhver snak om fyring af forsvarschefen, men placerede ansvaret for miseren hos regeringen. »Forsvarschefen har truffet et valg, og han har ikke fået en nøjagtig instruks. Det er regeringens ansvar, at der overhovedet blev stemt, og det var en fejl. Hvis man mener, det er så politisk vigtigt, må ministeren give en klar instruks. Der er ikke noget at komme efter, når det gælder forsvarschefen«, siger den konservative leder Bendt Bendtsen. Ingen tjenstlig fejl Også statsretsekspert Jens Peter Christensen mener, at ministeriernes anvisninger var for uklare til at bære en formel anklage mod Christian Hvidt for tjenesteforsømmelse. »Kom det til en tjenestemandssag, tror jeg, at en dommer vil afvise, at der er baggrund for at sige, at Hvidt har begået en tjenstlig fejl«, siger Jens Peter Christensen, professor, Aarhus Universitet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























