Antallet af asylsøgere, der når helt til København før de bliver opdaget af myndighederne, er steget kraftigt. Det viser en opgørelse, som Københavns politi har lavet en måned efter, at Danmark trådte ind i Schengen-samarbejdet. I løbet af årets første 16 uger afhørte politiet i hovedstaden i alt 822 asylansøgere, der herefter blev sendt videre - fortrinsvis til Sandholmlejren. Det er næsten en halv gang så mange som samme periode sidste år, hvor tallet var 585. Alt tyder på, at stigningen vil blive endnu større på årsbasis. Det er nemlig især den ene måned med åbne grænser, der vejer tungt på statistikken, mener vicepolitiinspektør Kaj Larsen, der er leder af den såkaldte taktiske analysesektion ved station 6 - politiet i Københavns Lufthavn i Kastrup. »Alle ved jo, at der befinder sig et meget stort antal illegale indvandrere rundt omkring i Vesteuropa. Med Schengen har de alt andet lige fået bedre muligheder for at bevæge sig over grænserne«, siger Kaj Larsen - der dog ikke vil give Schengen hele skylden for stigningen. Hvor lufthavnen i Kastrup faktisk har oplevet et lavere antal asylansøgere i forhold til sidste år, så er det antal, der bliver antruffet i det øvrige København mere end fordoblet. Især politivagten på Hovedbanegården i København mærker et stærkt stigende pres. Her søgte 328 asyl i de første 16 uger af i år - mod kun 132 sidste år. Og selv om f.eks. Hamborg-ekspressen, der ankommer fra Hamburg Haupbahnhof flere gange om dagen, har været mistænkt for at være et foretrukkent rejsemiddel, så har politiet stadig ikke kunne fastslå, hvordan asylsøgerne kommer helt til København uden at blive opdaget. Det forklarer politikommissær Preben Fischer fra politivagten på hovedbanen. »Vi har faktisk prøvet at lægger en ring rundt om Hovedbanegården for at finde ud af, hvor de kommer fra. Men vi kan ikke sige noget entydigt om det«, siger han. Alle asylansøgere melder sig selv i politivagten, hvor de efter en kort afhøring og undersøgelse sendes videre til Station 1 på Halmtorvet. Her bliver de mere grundigt afhørt med tolk - og herefter bliver de i langt de fleste tilfælde kørt til Sandholmlejren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Lige nu
Leder af Marcus Rubin
Klumme af Christian Jensen




























