Rusland advarer Danmark mod raketskjold

Lyt til artiklen

Rusland advarede endnu en gang Grønland og Danmark onsdag under Folketingets høring om USAs planlagte raketskjold. Årsagen er, at Thule-basen på Grønland står til at blive et vigtigt led i raketskjoldet, et projekt Rusland søger at hindre. Det russiske udenrigsministeriums direktør, Jurij Kapralov, der kommer fra afdelingen for Sikkerhed og Nedrustning, nævnte ikke Thule i sine forudplanlagte bemærkninger. Men det rådede Kapralov bod på ved efterfølgende at antyde, at der ikke kan tages hensyn til Thule, »hvis det gælder liv og død«. »Der vil ikke være tid til at tænke på andre ting«, sagde Kapralov, der dog samtidig bedyrede Ruslands vilje til at forhandle nedrustning. Den konservative leder, Bendt Bendtsen, fandt den russiske diplomats tone overraskende. »De er lidt mere negative, end jeg havde forventet, men jeg forventer, at vi får en dialog med russerne«, sagde Bendtsen. Advarer om russisk oprustning Kapralov slog under sit indlæg i høringen fast, at det amerikanske raketskjold, hvis det bliver til noget, vil gøre op med alle hidtidige nedrustningsaftaler og føre til bl.a. russisk oprustning. Selv et land som Lesotho vil blive negativt påvirket, fordi den internationale atmosfære vil blive forværret. Kapralov gav følgende bud på fremtiden: »En verden med opblusset våbenkapløb inden for alle områder, øget ustabilitet og gensidig mistænksomhed, øgede forsvarsbudgetter og en militaristisk psykologi. Større risiko for konfrontation og international forvirring«. Kapralov sagde, at Rusland, hvis det amerikanske projekt bliver realiseret, vil blive nødt til at tænke mindre på, hvordan russiske lærere får deres løn, og i stedet tænke mere på antallet af sprænghoveder på de russiske Topol-M-raketter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her