Politiken torsdag: Mens de borgerlige partier og regeringen har lagt Hvidt-sagen bag sig, vil SF kæmpe for, at sagen ikke afgår ved en stille død. Partiformand Holger K. Nielsen mener, at forsvarschef Christian Hvidt førte udenrigspolitik i strid med regeringen, da han stemte på en finsk general som formand for EUs militære komité, og kræver forsvarschefens afgang. Tirsdag morgen redegjorde forsvarsminister Jan Trøjborg for forløbet i Udenrigspolitisk Nævn og fremlagde dokumenter, som viste, at Christian Hvidt havde arbejdet for at få generalen fra det neutrale Finland valgt, og at han stemte på trods af to breve fra Udenrigs- og Forsvarsministeriet, som anbefalede ham at stemme på en NATO-kandidat og at undlade at være tungen på vægtskålen på grund af det danske forsvarsforbehold. Derefter har hverken forsvarsminister Jan Trøjborg (S) eller departementschef Anders Trollborg yderligere kommentarer til sagen. Strøm af SF-spørgsmål Men i de kommende dage kan forsvarsministeren se frem til en strøm af spørgsmål fra SF-formanden, der er partiets repræsentant i Udenrigspolitisk Nævn. »Vi er nødt til at få klarlagt principperne i det her. Det kan ganske enkelt ikke passe, at forsvarschefen kan føre sin egen udenrigspolitik uden om regeringen«, siger Holger K. Nielsen. Tre huller Forsvarsministeren vil komme til at redegøre for de tre huller, der er i hans redegørelse. For det første vil SF-formanden vide, hvad general Hvidt har gjort for at påvirke sine forsvarschef-kolleger i EU til at stemme på Hvidts finske favorit til formandsposten i den militære komité. Dernæst vil han have klarlagt, om forsvarsministeren virkelig var uvidende om forsvarschefens planer, indtil det var en kendsgerning, at finnen var valgt. SF vil vide, hvad der sker, fra Christian Hvidt i utvetydige vendinger skriver til departementscheferne i Udenrigs- og Forsvarsministeriet, at han har tænkt sig at stemme på finnen, og til de to topembedsmænd vender tomlen nedad tre uger senere. »Jeg har svært ved at tro, at embedsmænd afsender breve om så vigtig en beslutning, uden at ministeren er orienteret«, siger Holger K. Nielsen. Endelig vil SF-formanden have klarlagt, hvem der tager beslutningerne i Forsvarsministeriet og forsvaret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























