Vandtætte støvler skader

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Danmark vil kæmpe for, at endnu et teknisk godt, men miljømæssigt uheldigt kemiprodukt bliver forbudt. Det drejer sig om fosforforbindelsen PFOS, der bruges i alt fra vandtætte støvler over parasoller til lak og maling beregnet til udendørs brug. Sidste år slog verdens største producent af fosforforbindelserne PFOS, der bruges i produkter, der skal afvise vand, alarm på grund af arbejdsmiljøproblemer. Nu melder miljøforskere også om bekymrende fund af PFOS ude i naturen. Gruppen af PFOSer nedbrydes til et slutprodukt, der er stort set uforgængeligt. Derfor har amerikanske forskere kunnet dokumentere, at PFOS hober sig op i pattedyr, fugle, fisk og krybdyr. Spor af PFOS er sågar fundet i polare egne i blod fra isbjørne. Generelt er de målte koncentrationer ganske små, men en forsker advarer i tidsskriftet Nature om, at PFOS kan blive et større problem end gammelkendte supergifte som PCB og DDT. »Der er ikke en sundhedsrisiko med PFOS her og nu, men der kan måske senere vise sig uønskede effekter«, siger sektionsleder Lea Frimann Hansen fra Miljøstyrelsen. Hun fastslår, at PFOS hører til gruppen af stoffer, som Danmark ønsker forbudt via EU. EU-kommissionen har sendt en hvidbog om kemikalier til høring, og sagen, der handler om op mod 100.000 kemikalier, er sat på dagsordenen på et miljøministermøde i juni. Til efteråret vil EU-kommissionen ifølge miljøtalsmand Annika Östergren komme med forslag til nye direktiver. »Der bliver tale om et helt, helt nyt system«, siger Annika Östergren. Hun pointerer, at hvidbogen lægger op til, at kemikaliepolitikken kommer til at tage større hensyn til menneskers sundhed og miljø. Markant vil det være, hvis der bliver flertal for at vende bevisbyrden, så det ikke længere er op til at myndighederne at bevise, at et stof er farligt. Ambitionen fra EUs miljøkommissær Margot Wallström er, at industrien skal bevise, at stofferne ikke er farlige. Stadig ikke overblik For PFOS er myndighederne først og fremmest ved at skaffe sig overblik over, hvor omfattende brugen af stofferne er. Miljøstyrelsen har fundet de uønskede kemiforbindelser i vokspolish, rengøringsmidler, maling, lak og tekstiler, men kortlægningen, der internationalt koordineres af samhandelsorganisationen OECD, er ikke færdig. Heller ikke i Danmark. Miljøstyrelsen ved ikke præcis, hvilke varer på hylderne der rummer PFOS, ligesom de heller ikke ved, om der findes PFOS - vasket ud af tøj og andre produkter - i dansk spildevand og slam fra renseanlæg. Verdens øjne blev for alvor rettet mod PFOS sidste sommer, da virksomheden 3M fandt PFOS i blodet hos sine medarbejdere. Det fik 3M, der er verdens største producent af fluorforbindelser, til at lave en frivillig afviklingsplan. PFOS kan være et afsluttet kapitel for 3M næste år, men der findes andre producenter. De foreløbige oplysninger tyder på, at PFOS produceres i Italien, Tyskland, Japan og Rusland. Der er derfor tale om et internationalt problem, der ikke kun kan tackles i regi af EU. Derfor er OECD blevet bedt om at samle informationer og komme med forslag til handling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her