Politiken lørdag: Den danske forsvarschef og hans finske kollega er gode jagtkammerater. De to kender ikke blot hinanden fra den professionelle side, men dyrker også deres fælles fritidsinteresse sammen. Finnen Gustav Hägglund har flere gange inviteret danskeren Christian Hvidt med på jagt i de vidtstrakte, finske skove.
Den danske forsvarschef afviser, at jagtvenskabet har haft nogen indflydelse på hans stemmeafgivning ved valget af formand for EUs militærkomité. Men på Christiansborg er politikere fra flere partier kritiske over for risikoen for sammenblanding af interesser.
Forsvarsordfører Per Kaalund (S) understreger, at en forsvarschef skal være uhyre opmærksom på ikke at opbygge så tætte forbindelser, at han ikke står frit, når der skal træffes beslutninger.
»Man skal være meget forsigtig med, hvem man omgås, hvordan man omgås og på hvilke præmisser. Det vil altid kunne blive misbrugt imod en, hvis man - havde jeg nær sagt - går for meget privat. Folk har lov til at gøre, hvad de vil, i deres fritid, men hvis man er meget nært knyttet til en anden person familiemæssigt, kollegialt eller på anden vis, kommer man hurtigt ud i habilitetsproblemer, når der skal peges på en eller anden«, siger Per Kaalund.
SF-formanden Holger K. Nielsen angriber direkte landets øverste officer for at have tilsidesat regeringens linje på grund af et privat venskab:
»Forsvarschefen kan ikke bare gå imod opfordringerne hjemmefra og fungere, som han vil, bare fordi han har en eller anden jagtkammerat«. Jagt før middagen
Christian Hvidt har senest været på jagt hos sin finske kollega i november sidste år. Det blev til et par timers dyrejagt i forbindelse med en højtidelighed på den danske ambassade i Helsinki, hvor Gustav Hägglund - som sine forgængere - blev dekoreret med den danske orden Storkorset af Dannebrogordenen.
»Han ved, jeg er interesseret jæger. Han er selv passioneret jæger. Og så var det hyggeligt at være på jagt før middagen. Jeg har også været på elgjagt i Finland under et officielt besøg, hvor jeg var på besøg hos Hägglund«, siger Christian Hvidt, der også har haft sin finske kollega med på jagt i Danmark.
Men det er en misforståelse, når Politiken i torsdags skrev, at Hvidt har jaget bjørn i Finland. Han har kun deltaget i en enkelt bjørnejagt. Det foregik i Slovenien, oplyser forsvarschefen. Har du et særligt tæt bekendtskab til Hägglund?
»Det vil jeg ikke sige. Jeg har vel nok et lidt tættere forhold til de nordiske forsvarschefer - fordi vi mødes lidt oftere - end til de fleste af de allierede. Men jeg har et tæt forhold til mange af forsvarscheferne«, siger Christian Hvidt. Man kunne få det indtryk, at der opstår et tættere bånd mellem jer, når I går på jagt sammen?
»Jeg synes, det er ubehageligt, hvis du lægger op til, at man ikke kan skille kammeratskab, fritidsinteresser og professionelle interesser. Jeg er meget ked af, hvis du vil gøre det til en odiøs ting, der peger i retning af, at man ikke kan skille tingene ad«.
Men i betragtning af at du senere stemmer på Hägglund?
»Du ved ikke, hvad jeg har stemt. Det skriver man i avisen. Men det er en hemmelig afstemning. Jeg har ikke fortalt nogen journalister, hvad jeg har stemt. Og hvis du lægger op til, at jeg stemmer efter, om folk går på jagt eller ikke, må jeg tage meget kraftigt afstand fra det. Så kender du mig ikke. Jeg vil være utrolig ked af, hvis du vil lægge op til den slags odiøse betragtninger«. Men spørgsmålet er, om I er kommet til at kende hinanden så godt privat, at det kan have influeret på den afstemning?
»Jeg kan kun sige, at det er ikke det, der afgør, hvem jeg stemmer på - uanset om jeg har stemt på Hägglund eller en af de andre kandidater. Det er ikke de hensyn, jeg tager. De hensyn, jeg tager, er til Danmarks, NATOs og EUs interesser«, siger Christian Hvidt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























