Sygehus-strejke i Thisted fortsætter

Lyt til artiklen

Samtlige knap 600 ansatte fra alle faggrupper på Sygehus Nord i Thisted valgte mandag fortsat at bakke op om den strejke, der begyndte torsdag i sidste uge i protest mod amtets fyring af sygehusets fællestillidsmand, Bente Bang. Et akutberedskab sikrer dog, at de mest nødvendige behandlinger gennemføres. Fortsat bred opbakning »På mødet mellem de ansatte i dag var der bred opbakning til at fortsætte strejken, indtil vi har fået klar besked om, hvorvidt fyringen af Bente Bang trækkes tilbage. Amtet har grebet ind i de demokratiske spilleregler ved at ville bestemme, hvem sygehusets ansatte skal have som tillidsmand. Vi er meget tilfredse med Bente Bangs arbejde og ønsker, at hun fortsætter«, siger en talskvinde for de strejkende, Mona Rasmussen. Amtet forværrer situationen På et ekstraordinært møde mandag vedtog overlægerådet ved Sygehus Nord en udtalelse. Her hedder det, at amtet med sin fyring af Bente Bang ikke bidrager til løsning af Sygehus Nords problemer men tværtimod forværrer disse. »Overlægerådet stiller sig undrede over for denne handling, som med stor forudsigelighed måtte udløse en voldsom harme og frustration blandt de ansatte. En harme som overlægerådet har stor forståelse for. Vi opfordrer derfor Viborg Amt til straks at lade fællestillidsmanden genindtræde i sine vante funktioner«. »En sådan løsning vil være et skridt på vejen til gennem positive forhandlinger at løse sygehusets problemer, så det på både kort og lang sigt kan løse sine opgaver på tilfredsstillende vis«, mener overlægerådet. Sagen op igen Sagen ventes drøftet på et møde mandag i amtets økonomiudvalg. Her håber de ansatte på Thisted Sygehus, at politikerne besinder sig og ændrer beslutningen om at fyre fællestillidsmanden. Under alle omstændigheder mødes de strejkende igen tirsdag morgen for at diskutere det videre forløb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her