De tidligere ca. 22.000 abonnenter på dagbladet Aktuelt vil i løbet af ugen begynde at få Politiken i stedet for det nu hedengangne dagblad. Det bliver også Politiken, som kommer til at producere og levere en eventuel ny weekendavis skrevet af en gruppe tidligere medarbejdere på Aktuelt. Det sker som følge af en aftale mellem A-pressen og Politikens Hus. Det nye Weekend Aktuelt vil også blive tilbudt og sendt ud fire gange - hvis ugeavis-projektet lykkes - til de hidtidige abonnenter på Aktuelt, der udkom sidste gang før 6. april. Tillidsmanden for de journalistiske medarbejdere på Aktuelt og talsmand for den private arbejdsgruppe, der arbejder for at lave Weekend Aktuelt, Nicolai Kampmann, siger, at aftalen er et væsentligt grundlag for at realisere den nye avis. Weekendavis til august »Især finder vi det vigtigt, at muligheden for at kontakte de hidtidige Aktuelt-abonnenter én gang er en del af aftalen. Weekend Aktuelt kan i givet fald ventes at blive introduceret i august«, siger han. Men finansieringen af Weekend Aktuelt er endnu ikke på plads. Der mangler ifølge Nicolai Kampmann fortsat at blive fundet rundet regnet 30 mio. kr. til startkapital, selvom et mindre beløb kan gøre det. Mødes med investorer »Aftalen rummer dog så store muligheder, at potentielle investorer må være mere interesseret nu end før påske. Medarbejdergruppen vil i den kommende uge indlede møder med investor-emner. Tegningen af læseraktier til en stykpris på 1000 kroner fortsætter samtidig ufortrødent, og medarbejdergruppen har grund til at tro, at dette arbejde vil resultere i et uspecificeret millionbeløb«, siger Nicolai Kampmann. Der er ikke sat frist for tegningsperiodens udløb. Journalisters fremtid uklar Nicolai Kampmann understreger, at 60 fyrede journalister stadig har en uafklaret fremtid. Forhandlingerne om deres aftrædelsesvilkår er ifølge tillidsmanden ikke lette og kan tænkes at vare måneden ud. »En udgivelse af Weekend Aktuelt skønnes at redde cirka 25 journalistiske arbejdspladser. Medarbejdergruppen er indstillet på, at eventuel anden beskæftigelse i forbindelse med etableringen af Weekend Aktuelt også skal komme de øvrige medarbejdergrupper i Mediehuset til gode«, siger Nicolai Kampmann. Ny ugeavis en gevinst Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, håber, at planerne om at lancere den nye ugeavis realiseres. Han kalder en ny uafhængig ugeavis for en gevinst for dansk presse. Aftalen mellem Politiken og A-pressen indebærer desuden, at Politiken vil stille både markedsføring og annoncering til rådighed. Andre former for praktisk samarbejde kan også komme på tale, men er endnu ikke på plads.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























