Politiken torsdag: Danskerne klager i langt større stil over sundhedsvæsenet, end de 2.500 sager, der om året rammer bordene i Patientklagenævnet, viser. Det viser en rundringning til elleve amters patientvejledere, som Politiken har foretaget. Ifølge patientvejlederne ringer mellem ti og tyve procent af kunderne, fordi de føler sig dårligt behandlet af personalet. Det giver samlet patientvejlederne i de elleve amter mellem 1.500 og 3.000 klager om året at arbejde med. Dertil kommer vejledning om klagemulighederne og brok over ventelister. Det høje antal klager overrasker ikke formanden i Patientforeningen Danmark, Marianne Thomsen. »Mange opgiver at klage til Patientklagenævnet, fordi de ikke har menneskelige ressourcer til at kæmpe mod det tunge system«, siger hun. Ikke alarmerende Formanden for Amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (V) finder ikke klagebunken alarmerende. »Man kan ikke have en million indlagte og flere millioner ambulante patienter, uden at noget som helst går galt, eller informationen kikser. Og det er da positivt, at patienterne nu har fundet et sted at gå hen med deres klage«, siger Kresten Philipsen, der henviser til, at den seneste undersøgelse af patienttilfredshed viste, at ni ud af ti patienter synes, at sundhedsvæsenet giver dem en god behandling. »Men dette er klart den anden side af billedet. For samme undersøgelse peger jo også på, at 10 procent er utilfredse. Og det er vi da opmærksomme på«, siger Kresten Philipsen. Den absolutte topscorer er spørgsmål om og brok over ventelisterne. Imellem halvdelen og to tredjedele af alle henvendelser til patientvejlederne handler om ventelister og frit sygehusvalg. Generelt får patientvejlederne mere at lave. I Frederiksborg Amt steg henvendelserne med 36 procent fra 1999 til 2000. Og de er mere end tredoblet siden 1997, da ordningen blev etableret. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Arne Rolighed (S).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























