Politiken fredag: For anden gang på godt et døgn ændrede den danske regering i går holdning til, hvorvidt Danmark skal stemme i EUs militære komite. Her gjorde en kortfattet udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) det klart, at den danske regering fremover ikke agter at stemme i militærkomiteen under nogen omstændigheder. Det stod klart efter gårsdagens møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor udenrigsministeren annoncerede en væsentligt strammere linie for Danmarks fremtidige stemmeaktivitet, end den statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lagde op til dagen før. Alt tyder på, at et overvældende politisk flertal i Udenrigspolitisk Nævn tvang regeringen til en kursændring, så Danmark i respekt for forsvarsforbeholdet helt undlader at stemme. »Den klogeste konklusion, som vi vil arbejde videre med, det er at undlade at stemme«, sagde Mogens Lykketoft. Det adskiller sig fra Nyrups melding onsdag i Folketinget. Den gik dels på, at Danmark kun skulle undlade at stemme, når vi bliver udslagsgivende. Dels gik den på, at der kan opstå spørgsmål i militærkomiteen »af en sådan karakter«, at der ikke skal indhentes mandat fra Folketingets Europaudvalg, som i andre EU-sager. Hele diskussionen opstod i slutningen af marts, hvor forsvarschef Christian Hvidt angiveligt blev tungen på vægtskålen i en hemmelig afstemning, da EUs militære komite valgte formand. Med en enkelt stemmes flertal blev NATO-landenes italienske kandidat skrottet til fordel for en finsk general, hvilket udløste højlydte protester fra italiensk hold. Den danske forsvarschef støttede ifølge italienerne den finske kandidat - på trods af det danske forbehold mod at »deltage i beslutninger med indvirkning på forsvarsområdet«. Dumpekarakterer Ovennævnte formulering benyttede også daværende forsvarsminister Hans Hækkerup (S) i januar 2000 i en kronik i Jyllands-Posten. Kilder i Udenrigsministeriet har klart tilkendegivet, at man herfra ønskede en formand fra et NATO-land, og ikke den finske general. Forsvarsminister Jan Trøjborg (S) ønskede i går ikke at kommentere sin forgængers synspunkt, og undlod at kommentere Christian Hvidts håndtering af sagen. Politisk får regeringen opbakning til at droppe fremtidige afstemninger, men regeringen får dumpekarakterer for det kunstneriske indtryk. Venstres formand Anders Fogh Rasmussen kalder håndteringen »aldeles klodset«, og betegner det som en fejl og en overtrædelse af forsvarsforbeholdet, at regeringen stemte. Samme melding kom fra CD og de konservatives udenrigsordfører Per Stig Møller. De EU-venlige partier ønsker dog det danske medlemskab bevaret, for at holde Danmark orienteret om EUs forsvarsplaner. Derimod ønsker de EU-kritiske partier Danmark helt ud af komiteen, men regeringen har flertal til at lade Christian Hvidt fortsætte som komitemedlem. Det er endnu uklart, hvordan regeringen hidtil har stemt, samt hvilke eventuelle regeringsinstrukser Christian Hvidt har handlet ud fra. Disse spørgsmål bad Udenrigspolitisk Nævn i går om en nærmere forklaring på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























