Sundhedssystemet skal lære af fejl

Lyt til artiklen

Det samlede sundhedssystem kan blive enklere, og det skal blive bedre til at lære af sine fejl. Det siger sundhedsminister Arne Rolighed (S) på baggrund af den seneste tids kritik af patienters retsstilling i forbindelse med fejlbehandlinger. »Det ville være et stort skridt fremad, hvis det blev en del af kulturen på de enkelte sygehuse og afdelinger, at lægerne tog en fælles drøftelse, når noget går galt. Ikke med det formål at klandre den enkelte, men at lære af en fejl eller en uhensigtsmæssig behandling med henblik på fremtiden«, siger han. Arne Rolighed vil inden for de nærmeste måneder indkalde Folketingets sundhedspolitiske ordførere for at drøfte, hvordan systemet kan forbedres. I Berlingske Tidende søndag kræver sundhedsordførere, der repræsenterer et stort flertal af Tingets partier, klagesystemet omlagt. »Det nuværende klagesystem er ikke godt nok, fordi der er en masse patienter, som helt urimeligt ikke får medhold, selvom der er sket klare fejl«, siger Venstres ordfører, Jørgen Winther. »Vi skal have et nyt patientnævn, hvor en samlet vurdering af behandlingen skal være grundlag for, om patienten får medhold«. Jørgen Winther, der selv er læge, har netop lagt sidste hånd på manuskriptet til en bog, hvor han følger 41 kræftpatienters oplevelser. »Flere af patienterne i bogen har helt objektivt fået en dårlig behandling, men fordi det skyldes et sammenfald af forskellige omstændigheder, kan man ikke sige, at der er én bestemt læge, der har gjort noget forkert, og dermed taber de klagesagerne«, siger Winther, der nu vil udarbejde et konkret ændringsforslag. Konservativ opbakning Den konservative sundhedsordfører, Henriette Kjær, er enig. »I dag fungerer systemet dårligt, fordi man ikke bliver klogere af de fejl, der sker«, siger hun. Dansk Folkeparti fremsætter efter påske beslutningsforslag om, at der skal indføres en 'patientombudsmand'. »Dansk Folkeparti går ind for, at Patientklagenævnet nedlægges, og at der oprettes en uafhængig ombudsmandsinstitution for patienterne«, siger partiets sundhedsordfører, Birthe Skaarup. »Institutionen skal kunne tage sig af samtlige klager, både når det drejer sig om behandling, og når det handler om systemfejl begået af sygehusenes ledelser. Hun vil dog stadig have erstatningsspørgsmål behandlet af Patientskadeforsikringen. Sundhedsminister Arne Rolighed mener overordnet, at systemet fungerer tilfredsstillende. »Det er vigtigt, at en patient kan få en erstatning svarende til fejlen, uanset om der findes en enkelt ansvarlig læge, og jeg mener, at den nuværende lov sikrer dette. På den anden side mener jeg, det er vigtigt, at den enkelte læge kan drages til ansvar for sin behandling, det er afgørende for hele tilliden til sundhedssystemet«, mener ministeren. Han vil foreslå, at klageproceduren begynder ét og samme sted for patienten, ligegyldig hvad der klages over. »I dag skal man klage til amtet, hvis det handler om ventetid eller service, til Patientskadeforsikringen, hvis det drejer sig om et erstatningskrav, og til Patientklagenævnet, hvis man vil klage over en lægefejl. Det kan være forvirrende«, medgiver sundhedsminister Arne Rolighed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her