Ingen udrensning efter barnedrab

Lyt til artiklen

Der ruller ingen hoveder hverken blandt personale eller politikere i Ringkøbing Amt efter voldtægtsforsøget og drabet på en 4-årig pige på Vejle-egnen, hvor en 27-årig retarderet mand fra Vestjylland er sigtet. »I bagklogskabens lys har vi handlet forkert ved at udsluse manden nu«, siger formanden for social- og skoleudvalget i Ringkøbing Amts, Jacob Halgaard (V), til Ritzau. Men et enigt udvalg finder ikke, at der er grundlag for personalemæssige konsekvenser. Efter et ekstraordinært udvalgsmøde onsdag sagde formanden endvidere, at der efter en uddybende orientering om hændelsesforløbet frem til drabet ikke er anledning til at kritisere beslutningerne. Udvalget fremhæver, at den nu sigtede gennem en årrække har kunnet færdes uledsaget, og i det seneste halvandet år har han kunnet færdes frit fra institutionen Fuglekærgaard ved Vejle, hvor han var placeret. Drabet på den lille pige i sidste uge skete få dage efter, at manden var udsluset fra institutionen til egen lejlighed med 30 timers ugentligt tilsyn og inden, retten i Herning havde bestemt, om hans dom om at være under amtsligt tilsyn skulle stå ved magt eller ændres efter ni år. Den gang voldtog han en kvinde. »Vi forudså, at han ville blive løsladt«, siger Jacob Halgaard, men han blev flyttet til egen bolig uden, at betingelserne i hans oprindelige dom var ændret. Det kan vi kun dybt beklage nu«, siger Jacob Halgaard. Et uvildigt organ skal nu vurdere, om konklusionerne i behandlingsforløbet omkring den 27-årige burde have været anderledes. Vurderingen skal bygge på sagens akter fra politi og anklagemyndighed, Fuglekærgaard, Vejle og Ringkøbing amter. »Vi ønsker nu at drøfte med Vejle Amt, hvem der skal forespørges for at varetage opgaven. Udvalget finder, at det kunne være et allerede etableret samråd fra et andet amt eller sammensat med den relevante ekspertise, pædagogisk, psykologisk og juridisk«, siger Jacob Halgaard. Helt rutinemæssigt - og efter de nye regler- skulle dommen over den 27-årige her i foråret for første gang til prøvelse ved domstolene. I dette tilfælde ved retten i Herning. Vicestatsadvokat Peter Adamsen ved Statsadvokaturen i Viborg siger, at man her fra allerede i februar meddelte Ringkøbing Amt, at dommen skulle stå ved magt og at den 27-årige fortsat skulle være under tilsyn fra amtskommunen. Men her vurderede man, at dommeren måske ville løslade manden og startede en gradvis udslusning. Herning Politi sendte sagen til retten i begyndelsen af marts, hvor påstanden var, at dommen skulle stå ved magt, men retten nåede aldrig at beramme sagen inden drabet på pigen. I lighed med andre amter vil man i Ringkøbing nu nedsætte et samråd, der skal behandle sager om anbringelser af kriminelle retarderede m.fl.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her