Politiken torsdag: Statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) meget omtalte løftebrud bliver straffet af vælgerne i en Vilstrupmåling. Hans troværdighed ligger lavt, men overraskende nok vurderer vælgerne, at Venstres formand Anders Fogh Rasmussen - hovedmodstanderen til stolen i Statsministeriet - kun er en anelse mere troværdig. På en troværdighedsskala fra 1 til 7 ligger Anders Fogh Rasmussen på 4,21 point, mindre end et point foran Poul Nyrup Rasmussen, der får 3,58. På en traditionel 13-skala vurderes begge kandidater at ligge mellem et 7- og et 8-tal. »Det dæmper noget af karakteristikken af Nyrup som en færdig mand. Fogh ligger ikke exceptionelt højt, og Nyrup ikke exceptionelt lavt. Så Nyrup er ikke helt afskrevet, og Fogh kan ikke gå på vandet«, siger Hans Jørgen Nielsen, lektor, Københavns Universitet. Tror ikke på sejr Vilstrupmålingen, der er gennemført mellem 4. og 9. april, antyder, at socialdemokraternes problem snarere bliver vælgernes manglende tro på en valgsejr. Kun 16 procent spår Nyrup en fremtid som statsminister efter næste valg, og selv blandt de socialdemokratiske vælgere anses Fogh for en mere sandsynlig kandidat. »Det ser ud, som om at man nærmest har opgivet. Det må være deprimerende at skulle ud og lave valgkamp«, siger Hans Jørgen Nielsen. Debatten om de to toppolitikeres troværdighed brød for få uger siden ud i lys lue, da Nyrup i et talkshow angreb Anders Fogh Rasmussens gamle, meget liberale bog 'Fra socialstat til minimalstat'. Ingen kommentarer Anders Fogh Rasmussen vil ikke kommentere sin troværdighed. Han hæfter sig ved, at selv de socialdemokratiske vælgere ikke længere tror på Nyrup. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen ønskede i går ikke at kommentere den ny måling. Politisk ordfører Pernille Blach Hansen (S) er glad for målingens resultat: »Der er jo ikke den store forskel på Fogh og Nyrup. Det er bemærkelsesværdigt, for oppositionens leder stilles slet ikke til ansvar på samme måde som regeringens leder«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Jes Stein Pedersen



























