Efter at Danmark trådte ind i Schengensamarbejdet 25. marts er smugleriet af spiritus og cigaretter nærmest løbet løbsk. Folk tror, at der ikke længere er toldkontrol. »Hvor folk tidligere havde en enkelt flaske spiritus for meget, har de nu en karton med seks flasker. I tilbudsaviserne reklamerer de tyske butikker for spiritus til 55 kroner flasken, og nu står der også, at der højst er 12 flasker pr. kunde. Det har der godt nok aldrig stået før«, siger toldinspektør Johannes Holm Petersen fra Toldcenter Sydjylland. Han vurderer, at folk udmærket kender reglerne, som først lempes med udgangen af år 2003. »Vi kontrollerer stadig, og vi undersøger typisk personbiler på rastepladserne efter grænsen. Vi vil ikke risikere at genere almindelige borgere ved at kontrollere længere oppe i Jylland. Deroppe går vi især efter lastbiler«, siger Johannes Holm Petersen. I Rødby Færge og Gedser har man også mærket et betydeligt mere liberalt forhold til toldregler efter Schengen. »Vi havde samme problem som i Sønderjylland, men vi satte ind med en kraftig kontrol, så vi er ved at have styr på det. Nu er det især den organiserede smugling til Sverige, vi sætter ind imod. Med busser kommer der op til 1.300 flasker spiritus, som så oplagres i Nordsjælland og smugles over Øresund i mindre portioner«, siger viceregionschef Peter Rasmussen fra Told & Skat i Køge. Reglerne ændres ikke før 1. januar 2004, og så bliver der ingen smalle steder: 10 liter spiritus, 800 cigaretter og 90 liter vin vil være toldfrit - bare man vil love, at det er til eget forbrug.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























