WHO anbefaler amning i seks måneder

Lyt til artiklen

Politiken mandag: To, fire, seks måneder - eller måske slet ikke? Nybagte danske mødre har hidtil haft grund til at være forvirrede, når de har skullet tage stilling til, hvor længe deres børn skulle leve af mælk fra brystet. Mere eller mindre videnskabelige rapporter og undersøgelser sparker løbende til debatten og er med deres omtale i medierne med til at bringe kvinderne i tvivl. Men nu gør en omfattende undersøgelse foretaget af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, op med tvivlen. Seks måneders amning er sundhedsmæssigt det ultimativt bedste for et nyfødt barn, fastslår organisationen. Den har sammenlignet i alt 3.000 videnskabelige rapporter på området og kan blandt andet fastslå, at seks måneders amning gør barnets immunsystem stærkere end det hos et barn, der er blevet ammet i fire. Et vigtigt signal »WHO har hidtil anbefalet fire til seks måneder, men den nye anbefaling sender et vigtigt signal«, siger professor i børneernæring Kim Fleischer Michaelsen til Kristeligt Dagblad. Han betegner desuden anbefalingen som fornuftig. Herhjemme har Sundhedsstyrelsen foreløbig fulgt WHOs nuværende anbefaling om de fire til seks måneder, men intet tyder på, at styrelsen vil ændre sin vejledning på baggrund af den nye undersøgelse. »Det er ikke altid, at vi skal sammenligne os med andre lande. Vi har ikke belæg for at sige, at børn er parate til fast føde på samme tid. Der er gode grunde til at fastholde, at der kan være forskel. Desuden vil mange danske kvinder ikke være i stand til at klare en ammeperiode på seks måneder blandt andet på grund af deres arbejdssituation. Ved at lægge os fast på seks måneder giver vi kvinderne en række problemer og dårlig samvittighed, som der ikke er grund til«, mener Tove Petersen fra Sundhedsstyrelsen. Ønsker uafhængighed Forkvinden for Faglig Sammenslutning af Sygeplejersker, Asta Bisgaard, kender godt til de danske kvinders ønske om tidlig uafhængighed af barnet, men er skuffet over Sundhedsstyrelsens holdning. »Det kan da godt være, at det vil give en masse bøvl for kvinderne, men det skal børnene da ikke bøde for. Det er utrolig vigtigt, at vi tager anbefalingen alvorligt og får ændret børnefamiliernes holdning til brystmælken. Vi kan ikke ignorere den nye anerkendte viden, og hvis den kræver en ny vurdering af barselsorlovens længde, så må vi også tage den op til overvejelse«. Hos Ammekomiteen i København glæder Tine Winther Jensen sig over den klare anbefaling. »Det har været besværligt at forholde sig til de fire til seks måneder, fordi det signalerer en usikkerhed. Jeg er sikker på, at det bliver nemmere for forældrene at håndtere ammespørgsmålet, og for børnene er det absolut godt, at de seks måneder er blevet slået fast«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her