Konservativ top i tænkeboks

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Den konservative top skal i løbet af påsken gøre op med sig selv, om partiet skal trodse stærke kræfter i det konservative bagland og acceptere en aftale om omlægning af energiafgifter på fjernvarme. Omlægningen vil betyde billigere varme i små byer og dyrere varme i de store byer. »Nu er det op til de konservative. Men vi kræver, at det bliver en for alle og alle for en«, siger energiordfører Helga Moos (V). Altså skal alle forligspartier bag elreformen være med, hvis omlægningen skal blive til noget. De konservative havde ellers ifølge Politikens oplysninger set en vej ud af sit dilemma ved, at de andre partier bare lavede aftalen uden de konservative. »Der skal ikke være nogen partier, som kan køre på fribillet. Omlægningen vil berøre mange mennesker, og vi vil ikke tage kløene for andre«, siger Helga Moos. Problemet for de konservative er, at partiet har stærke rådmænd siddende på netop det område i Århus og Odense, hvor borgerne vil få en ekstra varmeudgift med omlægningen. Rådmand Søren Møller i Odense er oven i købet konservativ næstformand og næstformand i Danske Fjernvarmeværkers Forening, der kæmper indædt mod afgiftsændringen. Men også de andre partier frygter vælgernes vrede, så de kræver altså tværpolitisk sammenhold. Historisk betinget forskel Omlægningen skal gøre op med en historisk betinget forskel på energiafgiften for decentrale og centrale kraftvarmeværker. Familier, der modtager varme fra små og mellemstore værker, vil spare mellem 250 og 750 kr. årligt på varmeregningen. Familier i de store byer vil få en ekstra regning på mellem 200 og 400 kr. I de første tre år vil staten dog betale en del af regningen. Den omlægning kan Venstre godt acceptere trods sit skattestop. »I de første år betaler staten jo samlet omkring en halv mia. kr., og vi vil gerne udligne uretfærdigheder. Bare det ikke giver ekstra penge i statskassen«, siger Helge Moos. Også for Venstre er sagen dog så penibel, at forhandlerne har fået besked på, at de skal konsultere gruppen og partitoppen, inden der indgås en endelig aftale. Forslaget faldt første gang Forslaget blev også forhandlet sidste år, men faldt den gang, fordi den konservative gruppe sagde nej. Denne gang er der i følge Politikens oplysninger udsigt til, at de øvrige partier er indstillet på at imødekomme de konservative, så en aftale har større chance for at gå igennem. Det konservative medlem af både skatte- og energiudvalget Gitte Seeberg vil ikke kommentere det konservative dilemma. »Jeg kan kun sige, at vi forhandler, og at vi stadig håber på et resultat«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her