Påskefred for skarver på Hirsholmene

Lyt til artiklen

Der bliver ikke malet æg på Hirsholmene ved Frederikshavn i påsken. Skov- og Naturstyrelsen har ellers besluttet, at skarvkolonien på øgruppen skal halveres fra godt 1200 ynglepar sidste år til 600 i år. Det sker ved at male skarvernes æg med paraffinolie, tilsat lidt farvestof, så man kan se hvilke æg, der allerede er malet. Men foreløbig er kun 435 ynglepar klar på rederne, og der er kun fundet æg i 60 reder, oplyser reservatinspektør Palle Uhd Jepsen. Og da der skal være talt mindst 600 reder, før Nordjyllands Statsskovsdistrikt går i gang med bekæmpelsen, får skarverne fred i endnu en uge eller to. Når skarvægget pensles med paraffinolie, forsegles det, og fostret inden i dør af mangel på ilt. Folkene fra skovdistriktet vender tilbage til Hirsholmene for at male æg flere gange i sæsonen. Skarven lægger gennem foråret som regel fire-fem æg, og de nye æg kommer løbende under penslen. 1200 ynglepar Kolonien på den ubeboede Græsholm i Hirsholmene er ny. De første bosættere landede i 1997 og etablerede sig med tre reder. Siden er indbyggertallet vokset voldsomt - til 1200 ynglepar sidste år. Reguleringen af skarvkolonien skyldes voldsomme protester fra de lokale fiskere i Frederikshavn og Strandby. Fiskerne mener, at skarverne æder alt for mange af fisk, bl.a. fladfisk, og henviser til, at fuglen ofte hakker fisk i net og ruser itu. De grønne organisationer har appelleret til miljøminister Svend Auken (S) om at lade skarverne i fred. Det samme har Naturrådet, regeringens eget rådgivende organ. De henviser til, at skarven er fredet, og at Danmark huser en stor del af den europæiske bestand, hvilket giver os et særligt ansvar for at sikre arten. Skarven blev fredet i 1979 efter at have været tæt på udryddelse herhjemme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her