V: Læg sagerne frem i Europa-udvalget

Lyt til artiklen

Hvis sagen om valg af formand for EUs militære komité forinden havde været behandlet i Folketingets Europaudvalg, ville man have undgået den forvikling, der nu er opstået. Det siger Venstres EU-ordfører, Charlotte Antonsen, efter at udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) har lovet de øvrige EU-lande en afklaring af, hvor langt det danske forbehold på forsvarsområdet rækker. »Sagen viser jo, at det i vigtige politiske sager er meget, meget fornuftigt at gå i Europaudvalget først. Så opstår den slags forkludringer ikke - og det er jo netop udvalgets funktion«, siger Charlotte Antonsen til Ritzau. Den italienske regering har efter en afstemning i EUs militære komité bedt om at få afklaret, hvordan man træffer beslutninger i EUs forsvarssamarbejde. Årsagen skal søges i afstemningen i EUs militærkomité den 26. marts. Her stemte den danske forsvarschef, Christian Hvidt, for den finske general Gustav Hägglund som formand for komiteen. Italiensk protest Hägglund fik otte stemmer, mens general Mario Arpino fra NATO-landet Italien kun fik syv. Det har fået Italien til at protestere mod, at Danmark overhovedet stemmer i den slags anliggender, når vi har taget forbehold over for forsvarssamarbejdet i EU. Det står tirsdag ikke klart, præcis hvilke instrukser den danske forsvarschef medbragte hjemmefra. Finland er neutralt og dermed ikke medlem af NATO. Forsvarsminister Jan Trøjborg (S) påtager sig i Berlingske Tidende ansvaret for de upræcise instrukser - men ifølge kilder i Udenrigsministeriet havde man anbefalet Christian Hvidt at kaste sit lod til fordel for den italienske kandidat. Hvorom alting er, tilkommer det ikke Italien at definere det danske forsvarsforbehold«, siger Venstres EU-ordfører. »Men sagen viser jo klart, at Danmark balancerer på en knivsæg. Vi har en undtagelse på forsvar, men vi er med i for eksempel sikkerhedspolitik. Det er klart, at vi skylder de andre lande en forklaring, for det er jo ikke til at forstå, og det har også betydning for dem«, siger Charlotte Antonsen. Forsinket kritik Hun mener dog, at den aktuelle sag udelukkende drejer sig om valget af formand for EU-komitéen - og ikke om det danske forsvarsforbehold. »Hvis det drejer sig om vores forbehold, skulle italienerne have taget sagen op, allerede da Danmark kom med i de arbejdsgrupper i EU for over halvandet år siden. Hvis italienerne er bekymrede, skulle de have reageret for længe siden«, mener Charlotte Antonsen. EUs militære komité er Den Europæiske Unions højeste rådgivende organ i militære spørgsmål. Komitéen har bl.a. til opgave at udvikle EUs krisehåndtering og varetage samarbejdet med NATO.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her