Politiken onsdag: Danskerne undlader i stort omfang at skrive testamente om, hvordan deres ejendele skal fordeles efter deres død. Det betyder, at arven i op mod hvert andet dødsfald går til andre, end den afdøde havde forestillet sig. En modernisering af arveloven, så færre mennesker behøver gardere sig med testamente, er på vej. Men det tager erfaringsmæssigt omkring ti år, før så store lovkomplekser når gennem systemet og træder i kraft. Derfor er testamenter stadig eneste mulighed for at undgå skævdeling af arv. »Årligt drejer det sig om 20 milliarder kroner, der ender i forkerte lommer. Kun cirka 350.000 personer har skrevet testamente, mens 1,5 millioner sandsynligvis ville gøre det, hvis de kendte konsekvenserne af at lade være«, siger professor i arveret Finn Taksøe-Jensen fra Københavns Universitet. Når så mange arvesager ender med en uhensigtsmæssig fordeling, skyldes det, at arveloven fra 1964 er bygget på datidens familieformer. Loven tager ikke højde for, at omkring 300.000 par i dag er papirløse samlevende, og at 380.000 ægtepar har børn, de ikke begge er forældre til. Især disse to familietyper er i farezonen uden testamente. Den førstnævnte gruppe arver intet efter hinanden, uanset hvor længe de har boet sammen. Pengene går i stedet til børn, forældre eller søskende. For ægteparrenes vedkommende kan et pludseligt dødsfald tvinge den efterlevende til at gå fra hus og hjem, når en tredjedel af parrets samlede formue skal udredes til afdødes børn med det samme. »I hvert andet af de dødsfald, hvor der efterlades noget af værdi, går arven på grund af manglende testamente til andre, end den afdøde havde tænkt sig«, siger Finn Taksøe-Jensen. Døden er tabu Der er flere forklaringer på det alarmerende lave antal testamenter, mener advokat Allan Ohms, der også er informationschef for advokatkæden Ret&Råd. »Det er mit helt bestemte indtryk, at 90 procent ikke kender reglerne i arveloven - men mange tror, de kender dem og mener fejlagtigt, at et testamente ikke kan hjælpe dem«, siger han og tilføjer: »Døden er tabu. Det er også sjovere at tale om at købe ny bil, græsslåmaskine eller køleskab til båden end om, at tingene skal gå ordentligt for sig, den dag man selv er definitivt ude af spillet«, mener advokaten. Arvelovsudvalget begyndte arbejdet i januar i år. »Den nye arvelov vil sandsynligvis være en længere årrække undervejs«, bekræfter Finn Taksøe-Jensen, der sidder i udvalget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























