En lukning af dagbladet Aktuelt vil være et alvorligt tab af alsidighed i den danske dagspresse, mener en dansk medieforsker. »Vi har brug for mindre aviser, der har nicher i det samlede journalistiske billede. På dette punkt har Aktuelt betydning med sin tætte overvågning af arbejdsmarkedsstoffet. Det er dét, jeg finder vigtigt, mere end at det er den sidste socialdemokratiske avis, der er lukningstruet«, mener professor Anker Brink Lund fra journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i Odense. Han noterer sig også, at faldet i antallet af journalistiske stillinger i den skrevne dagspresse i tilfælde af en lukning af den 130 år gamle avis vil nå op på 470, siden han begyndte at følge udviklingen i 1998. Trussel mod den fri nyhedsformidling »Det er det virkelig uhyggelige ved en eventuel lukning, for dagbladene er selve fødekæden i en fri og alsidig nyhedsformidling«, siger Anker Brink Lund. Han finder det mindre vigtigt - i hverdagen i hvert fald - at næsten alle aviser i dag bekender sig til en uafhængig, borgerlig-liberal grundholdning. »Det, at den sidste socialdemokratiske avis måske forsvinder, er af mere symbolsk end reel betydning, måske bortset fra valgkampsituationer. De store aviser anlægger alle en professionel snarere end en partipolitisk synsvinkel, og de lokale aviser har taget konsekvensen af deres monopolstatus og giver plads til forskellige synspunkter og holdninger«. En anden medieforsker, Frands Mortensen fra Aarhus Universitet, lægger imidlertid stor vægt på det politiske aspekt i lukningen af Aktuelt, hvis den bliver en realitet. »Det vil være en mediemæssig katastrofe, hvis den ene politiske fløj i den danske dagspresse forsvinder, og det vil få konsekvenser for den fri meningsdannelse«, siger han til Berlingske Tidende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























