Nyrup: Bekymrende farvel

Lyt til artiklen

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) betegner lukningen af fagbevægelsens sidste avis i Danmark som »et farvel, der er trist og bekymrende...«. »Med lukningen forsvinder igen en 'stemme, som er så vigtig for at holde vores demokrati ved lige'«, siger statsministeren. Statsministeren fastslår, at »regeringen lægger stor vægt på mangfoldigheden i det danske mediebillede«. »Det er helt afgørende for den demokratiske debat i Danmark. Med Aktuelts lukning er det blevet lidt sværere at sikre denne mangfoldighed. Bladets lukning er derfor også en udfordring til de tilbageværende aviser«, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der også er pressens minister. Andel i velfærdssamfundet »Aktuelt har gennem 130 år været en vigtig deltager i den demokratiske debat i Danmark«, siger statsministeren. »Medierne har stor betydning i vores dagligdag både som nyhedsformidler og som debatforum. Derfor kan vi ikke alene se en sådan lukning som en virksomhed, der lukker. Vi må forholde os til mediernes demokratiske medvirken. Og noget af den er i dag gået tabt med lukningen af Aktuelt«, siger han. Avisen har ifølge Nyrup Rasmussen været en aktiv del af fornyelsen af velfærdssamfundet. »Aktuelt var gennem historien en formidler af billedet af de skiftende sociale forhold i Danmark og Socialdemokratiets kamp for bedre forhold. Aktuelt stod også for nyskabelsen gennem sin lange historie. Jeg håber ikke, at bladets lukning betyder, at den debat, som netop Aktuelt har lagt vægt på, nu får for trange kår«, siger Nyrup Rasmussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her