Ny kritik af Jelved for brug af embedsmænd

Lyt til artiklen

Den radikale økonomiminister Marianne Jelved (R) kritiseres igen for brugen af sine embedsmænd - denne gang fordi Økonomiministeriet har hjulpet med det radikale skatteudspil, som partiet præsenterede torsdag. Marianne Jelved blev forud for euroafstemningen i fjor stærkt kritiseret for at misbruge sine embedsmænd til at udarbejde en EU-pjece, som af modstanderne blev betegnet som ren propaganda for et ja ved folkeafstemningen. Mistanke mod Jelved Sagen førte til, at et flertal i Folketinget bestående af borgerlige partier og venstrefløjen i januar pålagde regeringen at præcisere grænserne for, hvad ministre må bruge embedsmænd til. Bag forslaget stod SFs Aage Frandsen, og han undrer sig over, at Marianne Jelved igen udsætter sig for mistanke om, at hendes embedsmænd har lavet partiarbejde. Aage Frandsen, der SFs skatteordfører, understreger, at partierne har ret til at få gennemregnet deres skatteudspil - hans kritik går på, at det er sket i det radikalt ledede Økonomiministerium og ikke i Skatteministeriet, hvor ministeren er socialdemokrat. »Det er dumt af Marianne Jelved, at hun på den måde udsætter sig for mistanke - netop med den diskussion, der i øjeblikket om embedsmænds anvendelse. Det skal man lade være med. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har brugt det relevante resortministerium - nemlig Skatteministeriet, som - må man gå ud fra - ved mest om skat. Men de radikale har muligvis løbende haft konsultationer med Økonomiministeriet, og på den måde har socialdemokraterne ikke haft den viden hele tiden. Når man gør sådan noget som det her, så skal man altid sikre sig, at man ikke kan komme under mistanke for, der er blevet lavet partiarbejde. Og det er de jo allerede kommet. Her skal man være renere end den reneste«, siger Aage Frandsen. Ekspert betænkelig Professor i forvaltningslære Jørgen Grønnegaard Christensen, Aarhus Universitet, betegner gennemregningen af det radikale skatteudspil i Økonomiministeriet som endnu et eksempel på et tilfælde, hvor man risikerer at politisere centraladministrationen og trække departementerne ind i noget, som i realiteten er partipolitisk propaganda. »Og grænsen skubber sig. De siddende regeringer og de partier, der indgår i dem, er siden 1960erne og 1970erne blevet mere aggressive i udnyttelsen af centraladministrationen. Det hænger givet vis sammen med, at dansk politik i dag i langt højere grad end tidligere er medievendt. Det gælder om at komme igennem med budskaber, og jo mere strømlinede det man lægger frem er, jo større gennemslagskraft i medierne forventer man vel at have", siger Jørgen Grønnegaard. De radikales skatteordfører Anders Samuelsen afviser kritikken. »Vi har fået teknisk assistance fra Økonomiministeriet, og det kan alle få«, siger Anders Samuelsen. Skatteministeriet er nu ved at gennemregne det radikale skatteudspil. Økonomiminister Marianne Jelved ønskede fredag slet ikke at kommentere skatteudspillet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her